Advokatundersøgelser er populære. Men de anvendes ofte forkert.

Vær varsom når du anvender betegnelsen ’advokatundersøgelse’

Som leder af en virksomhed eller organisation midt i en krisesituation kan man have et ønske om at demonstrere handlekraft og placere ansvar ved at bestille en advokatundersøgelse og annoncere det højlydt. Her kan man fristes til (for) tidligt i forløbet at forsøge af foregribe undersøgelsens gang og konklusioner. En beslægtet adfærd er, når man som ledelse – måske igen for at vise handlekraft – puster en almindelig juridisk vurdering op og iklæder den lånte fjer fra ”rigtige” advokatundersøgelser, selv om der er tale om en almindelig rådgivningsopgave. Begge scenarier er problematiske. For hvad er en rigtig advokatundersøgelse, og hvad kan den egentlig bruges til?

Der er groft sagt to slags advokatundersøgelser. Den almindelige advokatundersøgelse, som har flere karakteristika; den har et skriftligt opdrag (kommissorium) fra en klient om at undersøge og fastlægge et faktisk begivenhedsforløb. I processen indhentes der oplysninger, og der gennemføres ofte interviews og foretages bevisvurderinger. De personer der er genstand for undersøgelsen har ret til at vide, at de bliver undersøgt og har rettigheder i den forbindelse, herunder navnlig retten til at blive hørt over deres rolle i sagen. Og så munder den ud i en rapport med advokatens vurderinger og konklusion.

I tillæg hertil er der den uvildige advokatundersøgelse, som stiller helt særlige krav til advokaten. Advokatsamfundet udsendte i efteråret en vejledning med ni håndfaste krav til uvildige advokatundersøgelser, og hér gælder særlige krav til uafhængighed. Hvis man fejlagtigt omtaler en almindelig rådgivningsopgave som en advokatundersøgelse, får man et forklaringsproblem over for offentligheden, de berørte og de involverede, og som advokat får man et problem i forhold til de advokatetiske regler.

Lad ikke ønsket om handlekraft sætte integriteten over styr

En anden risiko i samme boldgade er, at man som ledelse skal undgå at falde for fristelsen til at bruge advokatundersøgelser i et spil, hvor man vil sværte andre til eller placere et ansvar – og måske bruge medierne som forstærkningsmotor til at tegne et negativt billede af de involverede. Her skal ikke alene bestilleren af undersøgelsen træde varsomt, for den slags kan give en vis rekyleffekt, men situationen stiller også krav til, at man som advokat holder sig stringent til undersøgelsens kommissorium og lader undersøgelsen gå sin gang. Ellers risikerer man at drage forhastede konklusioner eller påføre unødig skade hos dem, man undersøger.

Det er i den forbindelse en helt central pointe, at blot fordi man er genstand for en advokatundersøgelse, betyder det ikke, at man har gjort noget forkert. En unødigt offensiv brug af en advokatundersøgelse og foregribelse af den endelige rapports konklusioner risikerer at have uheldig boomerangeffekt.

Se ikke offentlighedens søgelys som en selvfølge

Ud fra de senere års mediesager er det naturligt at se det som en selvfølge, at både kommissorium og resultatet af en advokatundersøgelse skal offentliggøres. Men det er faktisk snarere reglen end undtagelsen, at advokatundersøgelser holdes fortrolige og uden for offentlighedens søgelys. Det er også en udbredt misforståelse, at man som bestiller af undersøgelsen har pligt til at offentliggøre, at man undersøger dette eller hint. Det bestemmer man som kunde helt selv.

Der kan dog være situationer, hvor offentliggørelse af både kommissorium og rapport er både hensigtsmæssigt og nødvendigt. I de situationer bør man være ekstra påpasselig med, hvilke oplysninger man går ud med hvornår. Sagen må gå sin gang, og advokaten og undersøgte skal have arbejdsro. Der vil i sagens natur være en årsag til, at man sætter en undersøgelse i gang, men oplysningen indtræder først, når undersøgelsen er afsluttet, og en førtidig offentliggørelse kan indskrænke handlerummet for ledelsen efterfølgende.

Vær bevidst om, at en advokatundersøgelse opleves som indgribende

Advokatundersøgelser handler i sidste ende altid om mennesker. Om nogen der kan have gjort noget forkert, ansvarspådragende eller ligefrem strafbart. Som bestiller af en advokatundersøgelse skal man være bevidst om, at det kan føles endog meget utrygt at stå i centrum for en advokatundersøgelse, hvor alting endevendes – og typisk med det formål at afdække, om der er kritisable forhold. For den enkelte kan det ikke bare føles utrygt, men også decideret uretfærdigt, særligt hvis man selv mener at have handlet korrekt.

Følelsen af uretfærdighed og indgreb i privatsfæren kan nok ikke helt undgås, men rammerne for hvordan advokatundersøgelser skal foregå skal netop sikre, at man som berørt eller involveret har rettigheder. Du har blandt andet en ret til at vide, at du bliver undersøgt. Du har ret til at blive hørt. Du har ret til en bisidder m.m. Den nøje tilrettelagte proces kan paradoksalt nok – også selvom det i momentet kan opleves kontraintuitivt – skabe øget tryghed og en styrket oplevelse af retfærdighed og sikkerhed.

At gøre brug af en advokatundersøgelse er enhver ledelses prærogativ, og som berørt eller involveret part skal man i sagens natur varetage sine egne interesser og få det relevante faktum frem. Det taler for, at man som bestiller af en undersøgelse udviser ordentlighed, forståelse og neutralitet. Med den udviste forståelse stiger sandsynligheden for at øge de involveres lyst til at medvirke aktivt og loyalt i undersøgelsen.

Husk, at en advokatundersøgelse ikke er en dom

Hvis resultatet af undersøgelsen fører til kritik eller konklusioner om erstatningsansvar, må man som bestiller beslutte, hvad der så skal ske, og som berørt eller involveret part må man tilsvarende tage sine forholdsregler.

Kritik fra en advokatundersøgelse er imidlertid ikke det samme som en fældende dom, og resultatet er ikke nødvendigvis endegyldigt eller entydigt. Det har vi set både i advokatundersøgelser af krakkede banker og i sager om ledelsessvigt og bedrageri. Derfor skal man være forsigtig med at udlægge konklusionerne som entydige beviser, og navnlig spørgsmål om strafansvar henhører under anklagemyndighed og domstolene, og hér gælder fortsat, at man er uskyldig indtil, det modsatte er bevist. Går man for langt i udlægningen af undersøgelsens betydning, risikerer man at sætte advokatundersøgelsens (og egen) troværdighed på spil.

Værn om følsomme personoplysninger

Det at gå for langt væver sig ind den sidste og måske største faldgrube. Når alt bliver endevendt, kommer der nogle gange personfølsomme oplysninger frem, som befinder sig i randområdet af undersøgelsens kommissorium. Advokaten leder måske – gennem ransagelser på en mobiltelefon, en PC eller en server – efter forhold om bestikkelse, men får pludselig indblik i romantiske relationer blandt de undersøgte. Sidstnævnte oplysninger skal kun indgå i undersøgelsen, hvis de er relevante og nødvendige for kommissoriet.

For nylig blev det understreget af Datatilsynet, at man som advokat i en advokatundersøgelse må undersøge det, der er nødvendigt – hverken mere eller mindre. Den gode undersøgelse kræver derfor til tider en modig advokat, der tør skrælle det irrelevante fra og fokusere på essensen. Det er netop advokatens faglighed og uafhængighed, der er styrken i advokatundersøgelsen og de undersøgtes retssikkerhed.  

Læs mere om, hvordan vi kan rådgive ift. en advokatundersøgelse.