Sagen omhandler et begrænset udbud af kommunikationsprodukter, som var opdelt i to delaftaler. Efter udløbet af tilbudsfristen oplyste SKI, at de indkomne tilbud, herunder klagers tilbud, var ukonditionsmæssige, og at SKI derfor ville overgå til udbud med forhandling. Efterfølgende indrykkede SKI en udbudsbekendtgørelse, hvor udbuddet overgik til udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en ny udbudsbekendtgørelse, og hvor det også fremgik, at den nye procedure omfattede alle tilbudsgivere, der deltog i den forudgående procedure.
Efter forhandling med tilbudsgiverne og modtagelse af nye tilbud oplyste SKI, at Nuuday’s nye tilbud var konditionsmæssigt, men at delaftalerne blev tildelt til andre tilbudsgivere. Nuuday indgav herefter klage til Klagenævnet for Udbud og gjorde gældende, at Nuudays første tilbud havde været konditionsmæssigt, hvorfor SKI ikke havde været berettiget til at overgå til udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse.
Klagenævnet for Udbud fandt, at selvom klagers tilbud på nogle varelinier ikke levede op til de krav til produkternes egenskaber, som var beskrevet i kravspecifikationen, fandtes SKI ikke at have været berettiget til at overgå til udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse, jf. § 61, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, herunder på baggrund af et uklart fejlregime. Som følge heraf annullerede klagenævnet SKI’s tildelingsbeslutning, som var truffet efter gennemførelsen af udbuddet med forhandling.
Klager havde endvidere nedlagt påstand om, at den indgåede rammeaftale blev erklæret for uden virkning.
Sanktionen uden virkning har til formål at modvirke ulovlig indgåelse af direkte tildelte kontrakter. Klagenævnet foretog således i sagen en analyse af, hvornår der er tale om en ”direkte tildelt kontrakt”. Klagenævnet vurderede ved fortolkningen af de enkelte bestemmelser i udbudsdirektivet (direktiv 2014/24/EF) og kontroldirektivet (direktiv 2007/66/EF) samt under hensyntagen til proportionalitetsprincippet, at proceduren i udbudslovens § 61, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4 om udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse ikke er en direkte tildeling i kontroldirektivets forstand. Klagenævnet fandt derfor, at der ikke var grundlag for at erklære den indgåede rammeaftale for ”uden virkning”.
Klagenævnet fastslog selv, at kendelsen dermed markerer en ændring i klagenævnets praksis, således som den kom til udtryk ved klagenævnets kendelse af 11. marts 2014, HSHansen A/S mod Bygningsstyrelsen, hvor klagenævnet dengang fandt, at en overgang til udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse kunne føre til sanktionen "uden virkning".