Anne Christine Kjær Egholm: Karriere er en vej, der kan føre i mange retninger

”Du kan sagtens være ambitiøs uden nødvendigvis at sigte efter at blive partner i firmaet som 35-årig”. Ordene kommer fra Anne Christine Kjær Egholm, som undervejs i karrieren har været både MBA-studerende, ’stay-at-home-mom’ i New York og ansvarlig for samarbejdet med de amerikanske advokater i Danmarkshistoriens største skattesvindelsag til 12,7 mia. Læs et portræt af hende her.

”Du kan sagtens være ambitiøs uden nødvendigvis at sigte efter at blive partner i firmaet som 35-årig”. Ordene kommer fra Anne Christine Kjær Egholm, som undervejs i karrieren har været både MBA-studerende, ’stay-at-home-mom’ i New York og ansvarlig for samarbejdet med de amerikanske advokater i Danmarkshistoriens største skattesvindelsag til 12,7 mia. Læs et portræt af hende her.

Selvom Anne Christine klarede sig rigtigt godt på jurastudiet og derfor naturligt blev tilbudt at tage sin fuldmægtiguddannelse i ét af landets største advokatfirmaer, har hun altid været bevidst om, at livet handler om at få andre ting med end bare arbejdet:

”Jeg plejer at sige, når jeg introducerer mig for jobkandidater, at jeg har ligget i inderbanen på motorvejen, og når der har været en afkørsel, så har jeg taget den og tænkt: ”Spændende, den prøver jeg.” Men jeg er altid kørt tilbage på motorvejen og er bevidst ikke stoppet på en parkeringsplads og holdt stille.”

Derfor var det heller ikke nogen svær beslutning at sige ja, da kæresten fra gymnasietiden foreslog at tage på deres første eventyr i USA. Han havde nemlig fået mulighed for at tage en MBA-uddannelse på Kellogg School of Management i Chicago, og Anne Christine så samtidigt sit snit til at læse en LLM in Law and Business (Master of Laws kombineret med MBA-fag): ”Vi var studerende på den sjove måde, for vi havde begge to haft job i nogle år, så vi havde rent faktisk penge til at gå meget ud at spise og opleve byen og kulturen. Inden vi tog hjem, lovede vi hinanden, at hvis muligheden for at komme af sted igen opstod, ville vi gribe den.”

Få år efter øjnede Anne Christine chancen for at kombinere sin anden barselsorlov med mandens udstationering i New Jersey for Mærsk og fik derfor bevilliget en længere orlovsperiode af sin chef. Hun havde egentligt planer om at færdiggøre en påbegyndt MBA, men måtte dog hurtigt sande, at småbørnstilværelsen konfliktede for meget med et hårdt spændt aften og weekend studieliv. Anne Christine valgte i stedet at gå all-in på livet som hjemmegående med alt, hvad der dertil hører af medlemskab af en ’mom’s club’ og barnevognsture i Central Park.

Efter 2 ½ år vendte parret så tilbage til Danmark, hvor Anne Christine blev tilknyttet Poul Schmith/Kammeradvokatens enhed, der i dag er blevet til teamet Digital Rådgivning:

”Her fik jeg bl.a. til opgave at hjælpe med at få en ny inddrivelsesløsning op at køre for Skatteforvaltningen som erstatning for det nedlukkede EFI-system. I den periode sad jeg mest i workshops sammen med klienten og andre stakeholders, hvilket var super spændende, men efter et par år kunne jeg godt mærke, at jeg savnede at være en del af de indre rammer og den daglige kontakt til mine kollegaer.”

Stortrives med at udvikle andre

Hendes ønske blev hørt, og i 2019 fik Anne Christine tilbud om at komme med på den store udbyttesag med ansvar for de sager, som Skatteforvaltningen fører mod personer og enheder bosiddende i USA. Lige så vigtigt for hende medførte opgaven, at hun blev professionel vejleder og teamleder for et større kuld fuldmægtige:

”Det var den perfekte kombination for mig at skulle arbejde med det amerikanske spor, da jeg jo elsker USA og har opholdt mig derovre ad to omgange, og så samtidigt få ansvar for udviklingen af et stort, ungt fuldmægtigteam. Jeg er super begejstret for det dér unge drive, hvor man kan mærke den sindssygt gode energi, og at man virkelig vil kollegaerne og firmaet.”

Anne Christine er i dag professionel vejleder for ni kollegaer (fire advokater og fem fuldmægtige), men har reelt en stor del af det daglige ledelsesansvar for ca. 25 advokatfuldmægtige i Aarhus og København. Hun elsker at være med til at udvikle og få det bedste ud af sine medarbejdere:

”Det er dét, der driver mig af sted mandag morgen. Det er spændende at se helt nyuddannede folk, der kommer ind og tror, at de kun vil arbejde med én ting, men som så gennemgår en udvikling, hvor de oplever, at jura er større end bare processkrifter og notater, og at det faktisk er noget helt andet, der interesserer dem. Heldigvis er der mulighed for at stifte bekendtskab med begge dele her i huset, og jeg synes, det er vigtigt, at man som fuldmægtig får set begge dele, for man ved jo ikke på forhånd, hvad det er, der driver én. På den måde får man medarbejdere, der sidder på projekter, som de brænder 100 % for, og i mine øjne er det ikke kun en blød værdi - det giver også mening i en forretningsmæssig sammenhæng og kan ses på bundlinjen.”

Et spændende sporskifte

Siden Anne Christine kom til Poul Schmith/Kammeradvokaten i 2009, har hun, på trods af sine karrieremæssige afstikkere og omveje, oplevet at få tildelt stor tillid og ansvarsfulde opgaver – ikke mindst da hun blev inviteret ombord på udbyttesagen, som firmaet fører på vegne af Skatteforvaltningen:

”Vi plejer selv at sige til alle nye folk, der kommer med på sagen, at det her bliver din karrieres største retssag. Det er super spændende at sidde med en sag med et så stort samfundsmæssigt perspektiv. Den vinkel får du ikke på samme måde, hvis du arbejder for en kapitalfond eller på en M&A-sag. Det drejer sig jo om at få inddrevet de mange milliarder, vi alle sammen er blevet snydt for. Firmaet har udpeget en række sporejere, der koordinerer de retssager, som er anlagt rundt omkring i hele verden. Lige nu er der lagt sager an i Dubai, Malaysia, Canada, England og USA, og min rolle er at samarbejde med de advokater, som Skatteforvaltningen har hyret til at føre deres sager i USA. Her har vi en vigtig opgave i at få analyseret og bearbejdet materialet, der bruges i retssalene, og inddrage den relevante danske del af juraen, herunder nationale regler på mange retsområder, eksempelvis kapitalmarkedsret, procesret, forvaltningsret og erstatningsret.”

”The sky is the limit” - men du skal selv spørge

Alt i alt føler Anne Christine, at hendes karriere som advokat i Poul Schmith/Kammeradvokaten hele tiden har været i udvikling, og hun har generelt mødt stor imødekommenhed fra ledelsen i forhold til at matche sine ønsker og behov:

”Jeg har oplevet en markant holdningsændring i firmaet, siden jeg startede i 2009. I dag er der generelt stor forståelse for, at man godt kan være ambitiøs uden nødvendigvis at sigte efter at blive partner eller interessent, inden man bliver 35 år. Det er lige så accepteret, at man udvikler sig inden for en advokatrolle henover en årrække. Det vigtige er det indholdsmæssige: at du er ”ready, willing and able” og tager ansvar for de opgaver, du arbejder med.”

Anne Christine mener også, at man selv skal tage styring på karrieren og forsøge at få arbejdslivet til at gå i de retninger, man selv ønsker, hvad enten det drejer sig om videreuddannelse, nyt ansvarsområde eller en længere orlov:

”Det er min opfattelse, at virksomheden rigtig gerne vil holde på sine medarbejdere, ikke mindst de unge advokater, men du skal nok ikke forvente, at din leder af sig selv kommer hen og tilbyder dig at gå på deltid, tage på udlandsophold eller hoppe over i en helt ny rolle. Det er dig, der skal komme med forslaget, men så er der oftest stor lydhørhed blandt ledelsen over for individuelle karriereønsker. Den del prøver jeg hele tiden at italesætte over for vores 1. og 2. års advokater. Hvis du går og tænker: ”Kan jeg se mig selv her på den lange bane?”, så lov lige, at du kommer og siger, hvad du godt kunne tænke dig. Det er jo ikke fordi, at der er frit valg på alle hylder, men måske er der rent faktisk en hylde, som matcher lige præcis dét, du går og drømmer om.”

Hurtige facts om Anne Christine

• Bor i Virum og har to fodboldglade børn, der går i tredje og femte klasse.
• Er gift med Søren, som hun blev kærester med på en togtur til Paris i gymnasietiden – derfor gik bryllupsdagen i oktober også til Paris.
• Er glad for løbeture omkring Furesøen, som hun bor tæt på.
• Er bidt af en gal skistav.
• Når Anne Christine skal slappe af, læser hun skønlitteratur. Seneste boganbefaling: ”De heldige” af den amerikanske forfatterinde Georgia Hunter.

Anne Christine Kjær Egholm er per 1. januar 2022 blevet udnævnt til partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten.

Hold Dig Opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din Indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbrev din nøgle til det hele fra et full-service advokatfirma. Tilmeld dig her.