Begrænset adgang til bestemt litteratur for visse patienter
Ombudsmanden fører tilsyn med, at offentlige institutioner behandler de mennesker, der bor eller opholder sig på institutionerne, på en værdig, hensynsfuld og korrekt måde.
Under et tilsynsbesøg på en retspsykiatrisk afdeling blev Ombudsmanden opmærksom på, at adgangen til bestemt litteratur var begrænset for visse patienter. En patient måtte f.eks. ikke læse religiøs eller historisk litteratur, og han måtte heller ikke læse Illustreret Videnskab, mens en anden blev nægtet adgang til litteratur om psykiatri.
Indgrebet var navnlig begrundet i behandlingsmæssige hensyn, herunder at patienternes vrangforestillinger kunne forværres af for mange stimuli. For så vidt angår Illustreret Videnskab blev det oplyst, at en patient blev opstemt over nogle særlige typer billeder og dermed blev vanskeligere at vurdere og behandle.
Myndighederne henviste som hjemmel for indgrebet til, at der på grundlag af et anstaltsforhold kan fastsættes forskrifter for brugerne af en offentlig institution. Anstaltsbetragtningerne suppleredes af psykiatrilovens § 2 a, stk. 1, om, at sygehusmyndigheden skal sikre, at der på en psykiatrisk afdeling findes en skriftlig husorden.
Ombudsmandens udtalelse: ikke tilstrækkelig hjemmel i anstaltsforholdet
Ombudsmanden udtalte, at der var tale om et indgreb i patienternes selvbestemmelsesret og retten til efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 at kunne modtage information uden indblanding fra offentlige myndigheder.
For så vidt angår psykiatrilovens § 2 a, stk. 1, mente Ombudsmanden, at bestemmelsen omhandler generelle regler, f.eks. regler om rygning og besøgsforhold mv., men omvendt ikke konkrete tvangsindgreb over for den enkelte patient. Desuden regulerede den fastsatte husorden ikke adgangen til litteratur.
Indgrebet krævede hjemmel, og spørgsmålet var herefter, om den uskrevne retsgrundsætning om anstaltsforhold var tilstrækkelig.
Ombudsmanden bemærkede, at hjemmelskravet generelt er strengere, jo mere intensivt et indgreb er. Konkret var der tale om et indgreb af ikke ubetydelig intensitet. Videre påpegede Ombudsmanden, at tvangsindgreb på det psykiatriske område generelt er intensivt reguleret.
Ombudsmanden udtrykte forståelse for behovet for at kunne begrænse konkrete patienters adgang til litteratur, men han udtalte alligevel, at mest talte for, at anstaltsforholdet ikke indeholdt tilstrækkelig hjemmel til indgrebet i selvbestemmelsesretten og informationsfriheden. Ministeriet tilkendegav herefter at ville arbejde for at skabe et klart hjemmelsgrundlag.