Princippet ne bis in idem i konkurrenceretten
Den delte håndhævelseskompetence mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder i EU indebærer en risiko for, at den samme virksomhed kan blive efterforsket og/eller straffet for en lovovertrædelse, som den allerede er blevet dømt eller frikendt for. Artikel 50 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder fastslår dog, at princippet om ne bis in idem gælder på EU-rettens område:
”Ingen skal i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen.”
Efter EU-Domstolens praksis er anvendelsen af princippet som udgangspunkt undergivet to kumulative betingelser: (i) Der skal foreligge en forudgående endelig afgørelse (”bis”), og (ii) de samme faktiske omstændigheder skal være omfattet af den forudgående afgørelse og af den efterfølgende retsforfølgelse eller afgørelse (”idem”). Det præcise indhold af idem-betingelsen har imidlertid givet anledning til tvivl, idet princippet er blevet fortolket anderledes inden for konkurrenceretten end på andre retsområder.
I konkurrenceretlig sammenhæng har EU-Domstolen således fortolket idem-betingelsen som en treleddet test (tre underbetingelser), hvorefter forbuddet mod dobbelt retsforfølgning og straf finder anvendelse, hvis der er tale om (ii.a) samme lovovertræder, (ii.b) identiske faktiske omstændigheder og (ii.c) den samme beskyttede retlige interesse, jf. f.eks. sag C-219/00 P, Aalborg Portland, præmis 338, og senest bekræftet i sag C-857/19, Slovak Telekom, præmis 43.
Betingelsen om den samme beskyttede retlige interesse er kun anvendt på konkurrencerettens område og har betydning, hvor en lovovertrædelse er begået af samme juridiske eller fysiske person og skyldes de samme faktiske omstændigheder, men er begået i forskellige retssystemer eller i strid med forskellige regelsæt, der har forskellige formål. EU-Domstolen har i den forbindelse fastslået, at princippet om ne bis in idem ikke er til hinder for, at en national konkurrencemyndighed kan pålægge en virksomhed en bøde for overtrædelse af de nationale konkurrenceregler og en bøde for overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, så længe bøderne står i rimeligt forhold til overtrædelsen, jf. f.eks. sag C-617/17, Powszechny, præmis 39.
Det forhold, at en national myndighed har fundet, at der ikke er grundlag for at gribe ind efter EU’s konkurrenceregler overfor en adfærd, er heller ikke til hinder for, at Kommissionen pålægger sanktioner for den samme adfærd, idet medlemsstaternes myndigheder ikke har kompetence til at fastslå, at EU’s konkurrenceregler ikke er overtrådt.
EU-Domstolens tilgang på konkurrenceområdet er blevet udfordret i litteraturen og anfægtet af flere generaladvokater, herunder af generaladvokat Kokott (sag C-17/10, Toshiba) og generaladvokat Wahl (sag C-617/17, Powszechny). Særligt den omstændighed, at et bærende princip i EU-retten fortolkes og anvendes forskelligt på de enkelte retsområder, er blevet problematiseret. Ifølge generaladvokaterne bør princippet fortolkes ensartet inden for alle områder af EU-retten og – henset til homogenitetsprincippet – særligt under iagttagelse af kravene fastlagt i praksis fra EMD vedrørende artikel 4, stk. 1, i protokol nr. 7 til EMRK (som også indeholder princippet ne bis in idem).
I bpost og Nordzucker har EU-Domstolens Store Afdeling nu taget stilling til rækkevidden af princippet på konkurrencerettens område.