Dansk forsikringsselskabs ret til momsgodtgørelse

Dansk forsikringsselskab med fast forretningssted i Norge havde ikke krav på at medregne omsætningen fra det faste forretningssted ved opgørelsen af forsikringsselskabets godtgørelse af (dansk) moms.

Dansk forsikringsselskab med fast forretningssted i Norge havde ikke krav på at medregne omsætningen fra det faste forretningssted ved opgørelsen af forsikringsselskabets godtgørelse af (dansk) moms.

Dagældende momslovs § 45, stk. 4 (nugældende lovs § 37, stk. 7) – opgørelsen af godtgørelse af (dansk) moms for et dansk forsikringsselskab med fast forretningssted i Norge.

Sagens problemstilling

Sagen angik, om et forsikringsselskab, hvis virksomhed er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og derfor ikke har fradragsret for moms af sine indkøb i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for årene 2007-2011 havde krav på (yderligere) godtgørelse af et momsbeløb på ca. 57 mio. i medfør af den dagældende momslovs § 45, stk. 4.

Dette beroede på, om omsætningen fra forsikringsselskabets faste forretningssted i Norge ved salg af forsikringer til norske kunder kunne medregnes ved opgørelsen af godtgørelsen.

Østre Landsrets dom

På baggrund af en gennemgang af EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, som er gennemført ved momslovens § 45, stk. 4, navnlig dommen i sag C-388/11, Crédit Lyonnais, gav Østre Landsret Skatteministeriet medhold i, at Codan ikke kunne medregne omsætningen fra det faste forretningssted.

Landsretten udtalte, at Domstolens dom i sag C-812/19, Danske Bank A/S, Danmark, Sverige Filial, mod Skatteverket, ikke kunne medføre et andet resultat. Forsikringsselskabet fik endvidere ikke medhold i et synspunkt om, at det faste forretningssted skulle anses for formidler af forsikringer for forsikringsselskabet efter momslovens § 4, stk. 4, og at selskabet på dette grundlag havde krav på at medregne omsætningen fra det faste forretningssted.

Vedrørende et subsidiært spørgsmål i sagen gav landsretten ministeriet medhold i, at forsikringsselskabet ikke havde dokumenteret at have allokeret omkostninger til (gen-)forsikring til det faste forretningssted, hvilket kunne have medført, at selskabet havde ret til en vis – mindre - momsgodtgørelse.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.