Det hele begyndte med skulderpuder og floppy disks

Der er ikke mange, der kan prale af 40 år i det samme firma. Hvordan kan det være, at du runder så flot et jubilæum? 

Det korte svar er, at jeg aldrig har nået at kede mig.

Da jeg begyndte hos Advokatfirmaet Poul Schmith i 1986, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg 40 år senere stadig ville være her. Men jeg har været så heldig at udvikle mig sammen med huset. Hver gang jeg syntes, jeg havde lært mit job til bunds, bød der sig nye muligheder.

Noget af det, der har betydet allermest for mig, er den ordentlighed, der altid har præget huset – både over for klienter og kolleger. Samtidig har jeg været omgivet af dygtige mennesker og et fantastisk fællesskab. Det er nok den vigtigste grund til, at 40 år er fløjet afsted.

Tag os med tilbage til begyndelsen: Hvordan startede din rejse hos os, og hvordan har dit arbejde og dine opgaver udviklet sig frem til i dag?

Min rejse begyndte faktisk ikke i advokatbranchen – men i Forsvaret.

Jeg var professionel soldat ved Sjællandske Telegrafregiment på Høvelte Kaserne i seks år
 
Efter nogle års tjeneste havde jeg mulighed for at tage en civiluddannelse ved siden af mit arbejde, og jeg valgte uddannelsen som advokatsekretær, som efterfølgende blev suppleret med en kontoruddannelse.

Det var også i militæret, jeg mødte min nuværende mand, Henrik. Vi blev enige om, at én af os nok burde finde et andet arbejde, så vi ikke arbejdede samme sted. Det blev mig – og heldigvis for det.

Jeg søgte derfor stillingen som sekretær hos Poul Schmith.

Til ansættelsessamtalen blev jeg budt på en øl. Det var åbenbart helt almindeligt dengang. 

Da jeg begyndte, var vi omkring 50-55 medarbejdere i hele huset.

Fra 1986 til 2001 arbejdede jeg som advokatsekretær, hvor vi arbejdede på tværs af hele huset. Jeg var også aftensekretær én dag om ugen, aktivt medlem af kunstforeningens bestyrelse og superbruger i vores IT-systemer, hvor jeg bl.a. underviste mine kolleger.

Efter ca. 15 år blev jeg tilbudt en ny stilling som administrationssekretær med personaleopgaver. Dengang bestod personaleafdelingen faktisk kun af en administrationschef og en administrationssekretær. Det er lidt sjovt at tænke på, når man ser den HR-organisation, vi har i dag.

Du har arbejdet med alt fra kontraktuelle forhold til løn, personalegoder og mange andre HR-opgaver. Hvad holder du allermest af ved dit arbejde i dag?

Jeg synes, det er meningsfuldt at være med til at skabe gode rammer for medarbejderne – fra ansættelse til udvikling, trivsel og et godt arbejdsliv.

I dag omfatter mine opgaver blandt andet budgetter, statistikker, beregninger i forbindelse med indstillinger samt udarbejdelse af materiale til kalibreringsmøderne, der danner grundlag for de årlige medarbejdersamtaler. Derudover deltager jeg også i en række udviklings- og driftsopgaver i HR. Jeg kan godt lide, at mit arbejde både handler om mennesker og om at skabe et solidt grundlag for de beslutninger, der træffes.

Hvis du sammenligner firmaet dengang og nu, hvor oplever du så den største forandring? 

Hvor skal man næsten begynde?

Den største forandring er selvfølgelig teknologien. Da jeg startede, arbejdede nogle stadig på skrivemaskiner, andre i WordPerfect og andre skrev breve efter diktafonbånd. Vi satte brevene op helt manuelt og vidste præcis, at adressefeltet skulle starte på linje 15. Skrev vi på vegne af Kammeradvokaten, sluttede brevene med "I ærbødighed" i stedet for "Med venlig hilsen". Det siger noget om, hvor meget både sproget, kulturen og arbejdsformen har ændret sig.

Vi havde hverken internet eller intranet. I stedet udkom der hver uge et lille papir-"Ugeblad" med nyt om ansættelser, jubilæer og stort og småt fra huset.

De fleste havde deres eget kontor, som man selv kunne sætte sit præg på. I kælderen fandtes et lager med møbler, lamper, billeder og andre ting, som man frit kunne tage med op for at indrette sit kontor. Det var lidt som en intern IKEA.

Der blev røget på kontorerne, indtil vi flyttede til Shellhuset i 2006. Inden da blev der sat rygebokse op, så vi kunne vænne os til den nye virkelighed.

Kontormoden var noget helt særligt. Vi havde stort hår, skulderpuder, spadseredragter og bluser med flæser. Mændene kom i brede nålestribede habitter og slips. Dengang syntes vi selvfølgelig, at vi var topmoderne – når jeg ser billederne i dag, er jeg knap så overbevist.
Fra skrivemaskiner og floppy-disketter er vi nået til digitale løsninger, videomøder og kunstig intelligens. Men én ting har heldigvis været den samme hele vejen: ordentligheden, fællesskabet og lysten til hele tiden at udvikle sig.

Er der øjeblikke, opgaver eller perioder i dine 40 år her, som har gjort et særligt indtryk på dig?

Der er mange.

Det har været spændende at følge de store samfundssager, som huset har arbejdet med gennem årene. Selvom jeg ikke selv sad med de juridiske vurderinger, kunne man tydeligt mærke, når en sag havde stor betydning for Danmark. Det gav en særlig stolthed at være en del af arbejdspladsen.

Jeg er selvfølgelig også stolt af at have været med til at udvikle HR-området og af de mange projekter, vi har gennemført gennem årene. Da jeg begyndte som advokatsekretær, havde jeg aldrig forestillet mig, hvor langt det ville føre mig hen.

Men det er mindst lige så meget fællesskabet, jeg husker. Sommerfesterne var altid omgærdet af hemmelighedskræmmeri – busserne holdt klar foran kontoret, men ingen vidste, hvor turen gik hen. Vi har blandt andet spillet paintball, rappellet fra 40 meters højde, fløjet i helikopter og sejlet i speedbåde. Det var oplevelser, man talte om længe efter.

Julefrokosterne var også noget helt særligt. I de første mange år blev de holdt i husets egen kantine, hvor den senere stjernekok Jan Hurtigkarl stod for maden. Det er svært at forestille sig i dag, men dengang var vi ikke flere, end at hele huset kunne samles under eget tag.