Sagens baggrund
I 2015 og 2016 blev der foretaget en række indsætninger på i alt ca. 4,6 mio. kr. på to konti registeret til ”Foreningen F”.
Skattestyrelsen traf afgørelse om, at to personer anført som formand og næstformand hver var skattepligtig af en tredjedel af de indsatte beløb på kontiene registreret til Foreningen F og henviste bl.a. til, at de to var eneste fuldmagtshavere sammen med en tredje person, der var angivet som kasserer i Foreningen F.
Formanden og næstformanden klagede herefter over Skattestyrelsens afgørelser til skatteankenævnet. De henviste i den forbindelse bl.a. til, at de havde politianmeldt Foreningen F’s kasserer og fremlagde en erklæring, hvori den pågældende forklarede, at han stod bag den konto, hvorpå størsteparten af indsætningerne var foretaget, og at han påtog sig ansvaret for aktiviteterne på kontoen.
Skatteankenævnet fandt i sine afgørelser, at formanden og næstformanden ikke var skattepligtige af indsætningerne og henviste bl.a. til, at der forelå en tilståelse fra kassereren.
Skatteministeriet var uenig i skatteankenævnets afgørelser og indbragte dem for Retten i Aarhus.
Retten i Aarhus’ dom
Retten i Aarhus udtalte, at Foreningen F ikke var et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskatteloven og derfor ikke kunne være indkomstmodtager i skattemæssig henseende.
Retten tilsidesatte desuden formandens og næstformandens forklaringer om, at de ikke havde kendskab til den ene konto registreret til Foreningen F.
Herefter udtalte retten, at formanden og næstformanden under de foreliggende omstændigheder, hvor de bl.a. havde haft rådighed over kontiene registreret til Foreningen F, skulle anses for indkomstmodtagere af indbetalingerne på kontiene, medmindre de kunne føre et objektivt bevis for, at pengene stammede fra midler, der allerede var beskattet eller var undtaget fra beskatning.
Da formanden og næstformanden ikke havde ført et sådant objektivt bevis, gav retten Skatteministeriet medhold i, at formanden og næstformanden hver var skattepligtige af en tredjedel af indsætningerne på kontiene registreret til Foreningen F.
Retten gav også Skatteministeriet medhold i, at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af formandens og næstformandens skatteansættelser efter skatteforvaltningsloven.
Da der ikke var grundlag for at hjemvise sagen som påstået af formanden og næstformanden, fik Skatteministeriet medhold i sagen.
Skatteministeriet var ved Retten i Aarhus repræsenteret af advokat Mattias Chor, mens advokat Steffen Sværke rådgav Skatteministeriet om sagens indbringelse for domstolene.