Sagens baggrund
Sagen angik, om et lån på 296.503 kr. ydet af hovedanpartshaverens selskab til hovedanpartshaverens kæreste skulle beskattes hos hovedaktionæren efter ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A.
Der var mellem parterne enighed om, at kæresten ikke ejede anparter i selskabet, og lånet kunne derfor ikke være omfattet af ligningsloven § 16 E i relation til kæresten. Det var dermed alene et spørgsmål, om lånet i relation til hovedanpartshaveren skulle anses for en hævning uden tilbagebetalingspligt, jf. ligningslovens § 16 E.
Højesterets dom
Det følger af ligningslovens § 16 E, at hvis et selskab direkte eller indirekte yder lån til dets hovedaktionær, eller andre fysiske personer omfattet af personkredsen i ligningslovens § 2, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, medmindre der er tale om en sædvanlig forretningsmæssig disposition.
Af de specielle bemærkninger til § 16 E fremgår blandt andet:
”[…] Bestemmelsen omfatter også lån, der ikke er ydet direkte til en aktionær.
Lån kan f.eks. opstå ved, at selskabet overtager en fordring mod en aktionær, køber et pantebrev udstedt af en aktionær eller låner til nærtstående personer, f.eks. ægtefæller eller børn.”
Det var hovedanpartshaverens synspunkt, at ligningslovens § 16 E alene omfatter lån til hovedanpartshaveren selv samt til personer, der har den i ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., nævnte relation til hovedanpartshaveren i det långivende selskab. Hverken en kæreste eller en samlever er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt.
For landsretten gjorde Skatteministeriet gældende, at der var ydet et indirekte lån til hovedanpartshaveren, jf. ligningslovens § 16 E, og at hun skulle beskattes heraf, jf. ligningslovens § 16 A.
Landsretten fandt, at de i forarbejderne angivne eksempler på nærtstående (ægtefæller og børn) ikke kan anses for udtømmende, og at der hverken i ordlyden eller i forarbejderne er støtte for en antagelse om, at indirekte lån til en hovedanpartshaver alene kan ske ved, at der ydes et lån til den pågældendes nærtstående som omhandlet i ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt.
Landsretten fandt endvidere, at lånet alene var ydet i kraft af hovedanpartshaverens personlige relation til låntager, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at hovedanpartshaveren og låntager ikke havde fælles bopæl på tidspunktet for lånet.
På den baggrund fandt landsretten, at lånet skulle anses for at have passeret hovedanpartshaverens økonomi og dermed for også at være ydet indirekte til hende. Lånet skulle således behandles efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, og hovedanpartshaveren var derfor skattepligtig af beløbet.
Det kunne ifølge landsretten ikke føre til en anden vurdering, at det pågældende lån var reelt og delvist tilbagebetalt. Landsretten bemærkede herved, at det fremgår af forarbejderne til ligningslovens § 16 E, at der skal ske beskatning, uanset om lånet sker på markedsvilkår, og uanset om der stilles betryggende sikkerhed for lånet, og at skattepligten allerede indtræder i forbindelse med lånets udbetaling.
Landsretten tog på den baggrund Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.
Hovedanpartshaveren ankede sagen til Højesteret, og for Højesteret anførte hovedanpartshaveren supplerende, at det var i selskabets interesse at yde lånet til hovedanpartshaverens kæreste, da selskabet derved opnåede en bedre forrentning af sine midler end ved at lade pengene stå i banken.
Højesteret var enig i landsrettens begrundelse og resultat. Synspunktet om, at det var i selskabets interesse at yde lånet, kunne ikke føre til et andet resultat.
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.
