Der gemmer sig en efterforsker i maven

Fødselsdagsportræt

For partner og advokat Jacob Pehrson handler jura ikke kun om retfærdighed og lovens bogstav, men også om at følge spor og se mønstre. Med en særlig ekspertise inden for bl.a. kaution, forældelse og kreditgivning fører han komplekse retssager og arbejder med store konkursboer, hvor han har en nærmest detektivagtig tilgang. Og så sætter han en ære i at være en dygtig advokat, en god kollega og en nærværende far. Den 7. april fylder han 40 år.

For partner og advokat Jacob Pehrson handler jura ikke kun om retfærdighed og lovens bogstav, men også om at følge spor og se mønstre. Med en særlig ekspertise inden for bl.a. kaution, forældelse og kreditgivning fører han komplekse retssager og arbejder med store konkursboer, hvor han har en nærmest detektivagtig tilgang. Og så sætter han en ære i at være en dygtig advokat, en god kollega og en nærværende far. Den 7. april fylder han 40 år.

Fra jakkesæt til jura

Jacob er specialiseret i insolvens- og finansieringsret. Han fører adskillige retssager inden for dette område, der typisk handler om meget store pengebeløb, og han elsker det strategiske og taktikken i dem. Derudover rådgiver han virksomheder i den finansielle sektor med relation til håndtering af engagementer, herunder formueretlige og inddrivelsesretlige problemstillinger. 

Det var godt nok lige før lukketid, da Jacob på ungdomsværelset i Aalborg tog en rask beslutning om at søge ind på jurastudiet. Han påtænkte egentlig at følge i sin fars fodspor som ingeniør, men da hans storebror og onkel en dag spurgte, om ikke han i stedet skulle blive advokat, faldt tiøren.  

Den juridiske metode fangede min interesse, og jeg så hurtigt, hvad jeg kunne bruge juraens værktøjer til. Der var samtidig rimelig klare rammer og mål, man kunne forfølge, og der gik ikke lang tid, før jeg drømte om at gå partnervejen.” 

Jacob har altid haft forretning for øje. Sideløbende med studiejobbet på et advokatkontor startede han og en kammerat en online forretning, de døbte Kejserens klæder. De mange skræddersyede jakkesæt, skjorter og smokings, der blev solgt, blev senere lagt på hylden for at fokusere på juraen og jagte partnerdrømmen. Forretning er der sidenhen skabt meget af, mens interessen for mode har begrænset sig til klædeskabet.  

En efterforsker på arbejde

I 2023 trådte Jacob ind ad døren hos Poul Schmith/Kammeradvokaten – et skifte, han både er stolt af og taknemmelig for. Med de mange stærke kompetencer og fagligheder i huset har han fået en platform, hvor der er plads til at løfte større og anderledes sager. Det har givet anledning til nye idéer, hvor kreativitet og forretningssans møder tung juridisk metode.  

En voksende del af Jacobs arbejde ligger i det, han kalder efterforskningsarbejde. I tæt samarbejde med firmaets Forensics-team har han været med til at udvikle OSINT-analyser (Open Source Intelligence), som bruges til at finde, vurdere og analysere offentligt tilgængelige informationer. Det kan f.eks. være afdækning af skjulte aktiver i proforma konstruktioner, selskabers udenlandske aktiviteter eller relationer mellem netværk: 

Jeg har fundet ud af, at jeg har en efterforsker gemt i maven. Jeg har en forkærlighed for at trævle svindelnetværk op, se mønstre og systemer og binde jura på det. Det er noget af et optrævlingsarbejde, og det kan virke lidt konspirationsteoretisk, men det er vildt spændende – og ikke mindst tilfredsstillende, når jeg løser gåden,” siger han og fortsætter:

Det er fedt at være et sted, hvor der er mulighed for, at jeg kan udvikle et produkt med gode kolleger. Det er sjovt, og samtidig får jeg lov til at skabe noget nyt, som er en stor motivationsfaktor for mig.” 

At være far og forretningsmand

Det er tidskrævende at skabe og bygge forretning. Omstændighederne skal være til det, og man kan være nødsaget til at trykke på pauseknappen. Det har Jacob erfaret. Han bor på Amager med sin hustru, Sabina, og døtrene Agnes på fire år og Ellen på syv år. De tre piger er det vigtigste i hans liv, og han tøvede ikke et sekund, da han måtte sætte skabertrangen i bero: 

Min datter fik sidste år en autismediagnose, og det har været alfa og omega for min familie og mig at favne hende. Vi har skullet lande i den nye virkelighed, for man kan ende i en stresstilstand, hvor man føler sig utilstrækkelig både i privatlivet og på arbejdspladsen. Jeg har oplevet stor rummelighed, forståelse og fleksibilitet, hvilket har været altafgørende. Derfor er det også vigtigt for mig at være åben. Jeg er forretningsmand, men jeg er først og fremmest far – og man kan heldigvis godt være begge dele samtidig,” fortæller Jacob ærligt.

I fritiden nyder han at løbe og gør det gerne tidligt for at få en god start på dagen. Som vinconnaisseur elsker han et godt glas vin og samler også på investeringsvine – en hobby, han har haft, siden han kunne drikke det, slutter han med et smil.  

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.