Første domme fra Højesteret om beskatning af gevinster på bitcoins

Sagernes baggrund

I den ene sag var en softwareudvikler i 2011 begyndt at interessere sig for bitcoins og købte i den forbindelse bitcoins, ligesom han udviklede software til opbevaring af bitcoins. Softwaren blev stillet gratis til rådighed for andre.

Softwareudvikleren købte ved seks handler i perioden fra juni 2011 til juni 2012 ca. 359 bitcoins for ca. 12.300 kr. Endvidere modtog softwareudvikleren i 2011 og 2012 såkaldte donationer på i alt ca. 49 bitcoins fra ukendte tredjemænd.

I 2018 solgte softwareudvikleren ca. 128 bitcoins med en gevinst på ca. 10,4 mio. kr., som skattemyndighederne anså for skattepligtig.

Softwareudvikleren indbragte herefter sagen for domstolene, hvor Vestre Landsret som første instans fandt, at gevinsterne på såvel de købte som donerede bitcoins var skattepligtige.

I den anden sag begyndte en datalog i juni 2011 at mine bitcoins, dvs. at stille computerkraft til rådighed for bitcoin-transaktioner. Frem til marts 2013 minede han over 200 bitcoins, hvoraf en del blev brugt til køb af en VPN-forbindelse.

Datalogen anmodede om bindende svar på, om han ved afståelse af de resterende bitcoins – ca. 171 bitcoins – var skattepligtig af værdistigningen fra erhvervelsen til afståelsen. Både Skatterådet og Landsskatteretten svarede ”Ja” til spørgsmålet om, hvorvidt gevinsten var skattepligtig.

Datalogen indbragte herefter sagen for domstolene, hvor Østre Landsret ligeledes som første instans fandt, at gevinsterne på de minede bitcoins var skattepligtig.

Højesterets domme

Højesteret udtalte om softwareudviklerens seks køb af bitcoins, at muligheden for at opnå fortjeneste ved et senere salg af bitcoins havde spillet en sådan rolle, at han måtte anses for at have foretaget købene i spekulationsøjemed. Softwareudviklerens fortjeneste ved salgene var derfor ikke skattefri efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

Endvidere lagde Højesteret til grund, at både softwareudvikleren og datalogen havde drevet ikke-erhvervsmæssig virksomhed med softwareudvikling og softwaredrift henholdsvis mining, og at de donerede og minede bitcoins var erhvervet som led i udøvelsen af disse virksomheder.

Højesteret lagde videre til grund, at bitcoins i almindelighed alene erhverves med henblik på at blive solgt samt i begrænset omfang kan anvendes som betalingsmiddel.

Højesteret udtalte herefter, at de donerede og minede bitcoins måtte anses som aktiver erhvervet med henblik på senere omsætning som et integreret led i softwareudviklerens og datalogens respektive virksomheder. De pågældende bitcoins kunne ikke anses for på salgstidspunkterne at være overgået til at være softwareudviklerens og datalogens private formuegenstande eller ejendele, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

På den baggrund fandt Højesteret, at afståelsen af de modtagne bitcoins udgjorde omsætning i softwareudviklerens og datalogens ikke-erhvervsmæssige virksomheder. Salg udløste derfor skattepligt efter statsskattelovens § 4, litra a.

Endelig udtalte Højesteret, at det ikke var godtgjort, at beskatning af softwareudviklerens og datalogens fortjenester ved salg af bitcoins var udtryk for en ændring af en fast administrativ praksis. 

Skatteministeriet fik dermed fuldt ud medhold i begge sager.

Skatteministeriets interesser for domstolene blev i begge sager varetaget af advokaterne Steffen Sværke og Mattias Chor med Steffen Sværke som procederende advokat for Højesteret.