Frist i boafgiftslovens § 27, stk. 2, gjaldt alene værdiansættelser

Skattestyrelsen havde efter udløbet af fristen for ændring af værdiansættelser foretaget en ændring af en passivpost. Ændringen var foretaget rettidigt.

Skattestyrelsen havde efter udløbet af fristen for ændring af værdiansættelser foretaget en ændring af en passivpost. Ændringen var foretaget rettidigt.

Sagen angik en overdragelse af nogle ejendomme i forbindelse med et generationsskifte. Da der indgik et gaveelement i overdragelsen, blev der indgivet gaveanmeldelse og betalt gaveafgift i forbindelse med overdragelsen.

Skatteyderne havde i forbindelse med overdragelse af ejendommen ubestridt ansat en passivpost forkert således, at den tilhørende gaveafgift blev ansat for lavt. Gaveanmeldelse blev foretaget den 30. april 2020, og Skattestyrelsen ændrede passivposten ved afgørelse den 31. marts 2021, der lå efter den i boafgiftslovens § 27, stk. 2 gældende frist for ændringer af værdiansættelser af gaver.

Skatteyderne gjorde gældende, at fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, forhindrede ændringen. Skatteministeriet gjorde gældende, at fristen alene omfattede værdiansættelser som beskrevet i boafgiftslovens § 27, stk. 1.

Landsretten fandt, at boafgiftslovens § 27, stk. 2, efter en naturlig læsning og forståelse umiddelbart skal opfattes således, at 6-måneders fristen alene gælder for værdiansættelsen af selve gaven og ikke for en ændring en passivpost som den omhandlede vedrørende den latente skat, der overtages efter kildeskattelovens § 33 D, og som opgøres efter faste satser. Landsretten fandt også, at dette støttedes af lovens systematik og bestemmelsens sammenhæng med flere af de øvrige bestemmelser i samme kapitel.

Spørgsmålet var herefter, om lovens forarbejder eller andre forhold kunne føre til, at bestemmelsen omfattede flere forhold, end ordlyden umiddelbart giver grundlag for.

Landsretten fandt ikke, at der var faste holdepunkter for en anden forståelse af fristreglen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, end den, som umiddelbart fremgår af bestemmelsens ordlyd.

Skatteministeriet fik derfor medhold i, at ændringen var foretaget rettidigt. Dommen faldt således anderledes ud end i Landsskatteretten, der havde givet skatteyderne medhold.