Frivilligt arbejde der betaler sig

Anne Ramlov Risager er student hos Kammeradvokaten samtidig med, at hun er leder af De Jurastuderendes Retshjælp i Aalborg. Men hvorfor egentlig arbejde frivilligt, når man har et betalt studiearbejde? Læs med her.

Anne Ramlov Risager er student hos Kammeradvokaten samtidig med, at hun er leder af De Jurastuderendes Retshjælp i Aalborg. Men hvorfor egentlig arbejde frivilligt, når man har et betalt studiearbejde? Læs med her.

Som jurastuderende hører man allerede fra 1. semester, hvor vigtigt et godt CV er for den kommende karriere. Der findes efterhånden mange muligheder, når det gælder relevant erfaring, og der kan ikke opstilles en egentlig facitliste over, hvad en arbejdergiver finder interessant.

Gør en forskel for andre samt opnå relevant erfaring

I løbet af få år er der dukket flere og flere retshjælpe op, hvor du som studerende har mulighed for at gøre en forskel for andre samtidig med, at du opnår relevant erfaring. Mange jurastuderende på AAU starter deres karriere hos en retshjælp, idet studiejobs ikke hænger på træerne i Nordjylland. Jeg startede selv hos De Jurastuderendes Retshjælp - Aalborg i vinteren 2016 og varetager i dag i samarbejde med en medstuderende den daglige ledelse heraf.

Men hvorfor arbejde frivilligt, når man kan blive betalt for at arbejde?

Det er ingen hemmelighed, og måske også ganske klart, at frivilligt arbejde pynter på CV’et. Arbejdsgiver har typisk et ønske eller krav om, at du som ansøger skal have relevant erhvervserfaring, hvilket kan være svært at opfylde, hvis det er første gang, du søger studierelevant arbejde. Her er frivilligt arbejde en fantastisk mulighed for dig, idet du har muligheden for at blive mere interessant i arbejdsgivers øjne.

Det giver en stor tilfredshed at hjælpe andre. Som frivillig kan du være med til at gøre en forskel for personer, som ikke selv har ressourcerne til at søge juridisk hjælp. Dette er med til at gøre frivilligt arbejde ekstra meningsfuldt og står i en fin kontrast til et betalt studiearbejde.

Herudover er det både personlighedsudviklende og kompetencegivende at arbejde frivilligt. Det giver dig mulighed for at prøve kræfter med teorien i praksis og for at videreformidle komplekse juridiske regler. Du har tilmed mulighed for at fordybe dig i retsområder, som du ikke nødvendigvis har fået undervisning inden for, hvorfor det også er udfordrende at arbejde i en retshjælp.

Det er vigtigt med netværk, og godt netværk må bestemt ikke undervurderes. Ved frivilligt arbejde er der mulighed for at opbygge et stærkt fagligt og socialt netværk til jurastuderende på tværs af semestrene. Jeg er af den overbevisning, at dette især er en af grundene til, at mange bliver ved med at være frivillige på trods af, at de har mange andre bolde i luften.

Balancen mellem frivilligt arbejde og lønnet studiearbejde

Vi kender nok alle følelsen af at have for få timer i døgnet – vi vil gerne brillere inden som uden for studiet. Det kan derfor være svært at få tid til alt det, som vi hver især finder vigtigt. Her er det dog en kæmpe fordel stadig at være studerende og derved have relativ stor frihed til at strukturere sin hverdag.

Da jeg i november startede hos Kammeradvokaten, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle fortsætte som retshjælper hos De Jurastuderendes Retshjælp, på trods af at jeg temmelig ofte blev spurgt om det modsatte. Jeg sætter stor pris på, at Kammeradvokaten støtter op om, at deres medarbejdere arbejder frivilligt, så jeg og andre kan bruge vores kompetencer både inden og uden for arbejdet hos Kammeradvokaten.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREVE

Mere end 20.000 personer abonnerer på vores nyhedsbreve og modtager løbende vores juridiske nyheder og publikationer. Nyhedsbrevene giver også et overblik over vores kurser, webinarer og netværksmøder, og fra tid til anden indeholder de information om særlige arrangementer inden for de områder, du interesserer dig for. Vi ser frem til at dele vores viden om juridiske emner med dig.