Manglende tests fører til alvorlig kritik
Datatilsynet har i tre afgørelser fra henholdsvis februar, maj og juni 2022 udtalt alvorlig kritik af myndigheder for manglende overholdelse af kravet om behandlingssikkerhed, idet myndighederne ikke havde gennemført test i forbindelse med tilpasning og opdatering af systemer og software. I afgørelsen fra februar meddelte Datatilsynet desuden myndigheden et påbud og udstedte en advarsel efter databeskyttelsesforordningens artikel 58, stk. 2, litra d.
Afgørelserne viser, at det er Datatilsynets opfattelse, at der i kravet om passende sikkerhed i artikel 32 ligger en forpligtelse til at teste systemer og software, hvor der behandles personoplysninger, inden tilpasninger og opdateringer implementeres.
Datatilsynets krav til gennemførelsen af tests
Datatilsynet har i alle tre afgørelser desuden udtalt sig mere generelt om, hvad der ligger i denne testforpligtelse.
For det første har Datatilsynet udtalt, at artikel 32 indebærer, at der i samfundskritiske systemer stilles høje krav til den dataansvarlige, idet denne skal sikre, at der ikke utilsigtet ændres i personoplysninger, som kan have alvorlige konsekvenser for de registrerede. Dataansvarlige for sådanne systemer bør derfor udføre test og kvalitetskontrol af kodeændringernes indvirkning på integrerede systemer og gennemføre nødvendige tests, inden ændringerne sættes i produktion.
For det andet har Datatilsynet udtalt, at artikel 32 indebærer, at en dataansvarlig som led i arbejdet med udvikling og tilpasning af it-løsninger, hvor der behandles personoplysninger, skal sikre test af løsningerne inden implementering for på den måde at kunne identificere forhold, som kan føre til hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, tab, ændring, uautoriseret videregivelse af eller adgang til personoplysninger.
For det tredje har Datatilsynet udtalt, at artikel 32 indebærer, at alle sandsynlige fejlscenarier bør testes i forbindelse med udvikling og ændring af software, hvor der behandles personoplysninger, og at en dataansvarlig efter artikel 32 også er ansvarlig for, at de ændringer i et system, som en eventuel tredjepart kan foretage, bliver testet.
