Grith er både forsker og rådgiver – og ser det som en vigtig styrke

Partner og erhvervsjuridisk rådgiver Grith Skovgaard Ølykke er specialist inden for statsstøtte, udbudsret og generel EU-ret – og så er hun en vigtig problemknuser i de særligt komplekse sager. Til dagligt bistår Grith primært offentlige klienter og fonde med forskellige markedsrelaterede problemstillinger, men de næste tre år vil hun også dedikere noget af sin tid til et nyt forskningsprojekt om statskontrol i EU-markedsret for et universitet i Bruxelles.

Partner og erhvervsjuridisk rådgiver Grith Skovgaard Ølykke er specialist inden for statsstøtte, udbudsret og generel EU-ret – og så er hun en vigtig problemknuser i de særligt komplekse sager. Til dagligt bistår Grith primært offentlige klienter og fonde med forskellige markedsrelaterede problemstillinger, men de næste tre år vil hun også dedikere noget af sin tid til et nyt forskningsprojekt om statskontrol i EU-markedsret for et universitet i Bruxelles.

Det overrasker næppe dem, der kender Grith, at hun har fået denne mulighed, for Grith er forsker i blodet og brænder for det akademiske arbejde, såvel som det rådgivende. Siden hun forlod universitetsverdenen i 2017 og startede hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, har hun således holdt fast i at bidrage til internationale publikationer og tidsskrifter og er et anerkendt fagligt fyrtårn inden for udbud og statsstøtte. 

”Jeg mener, at der er store gevinster og et endnu større uforløst potentiale i de synergier, der kan være mellem det akademiske og rådgivende arbejde. Et potentiale, der måske i virkeligheden ikke bliver dyrket nok. Den viden, jeg opnår gennem mit forskningsarbejde, og den måde jeg som forsker har lært at tænke rundt om et problem, ser jeg som en vigtig styrke i rådgivningen af mine klienter. Særligt i de meget komplekse sager. Og rådgivningsarbejdet giver perspektiver på juridiske problemstillinger, som er svære at forestille sig, når man udelukkende forsker.”

Tre år med 80 pct. rådgivning og 20 pct. forskning

I 2024 lykkedes det Grith at sikre midler hos den svenske konkurrencemyndighed ”Konkurrensverket” til et treårigt projekt for det anerkendte belgiske universitet ”Vrije Universiteit Brussel (VUB)”.  

Projektet omhandler statskontrol i EU-markedsret og går kort fortalt ud på, at Grith sammen med en økonom fra det belgiske universitet skal dykke ned i de principper fra EU-domstolen, der handler om statskontrol. Altså principper, som siger noget om, hvilke regler der gælder i forskellige situationer, hvis staten har kontrol eller ikke har kontrol – begge dele kan være en fordel eller ulempe afhængigt af den konkrete situation. 

”Som en del af forskningsprojektet skal vi blandt andet kigge på EU-domstolens rationale, når den udvikler de her principper om statskontrol i forskellige sammenhænge – udbudsret, statsstøtteret og konkurrenceret. Vi skal blandt andet undersøge, om der er tale om et fælles rationale, eller om det er mere ad hoc-rationaler, der ligger bag f.eks. principperne om in-house i udbudsretten og tilregnelse i statsstøtteretten, og om principperne om statskontrol kan forklares fra et mere økonomisk perspektiv. Det er nogle af de spændende ting, der er omfattet af projektet.”

Grith skal arbejde på projektet her fra Danmark ca. tre dage om måneden, og så vil hun to uger hver sommer rejse til Bruxelles og arbejde med sin medforsker på nogle af de integrerede problemstillinger, hvor begges fagligheder skal i spil.

Medforskeren kender Grith faktisk allerede fra en nylig afholdt orlov. Fra 1. november 2023 til 1. november 2024 arbejdede Grith således i en ren forskningsstilling ved to universiteter i Belgien. Grith var officielt ansat ved Royal Military Academy, et militært universitet i Bruxelles, hvor man træner militære fagligheder, samtidig med at de studerende får en kandidatuddannelse. Det andet universitet på projektet var netop VUB, hvor hendes medforsker var en af to økonomer, som hun arbejdede med. Ligesom i Danmark har man i Belgien for nylig foretaget en betydelig forøgelse af forsvarsbudgettet. Opgaven var at undersøge rammerne for at implementere midlerne mest effektivt, så man kunne støtte forsvarsindustrien i Belgien. Et arbejde, der i den grad også er relevant i en dansk kontekst. Under orloven bevarede Grith også en relation til firmaet og bistod med konsulentopgaver. 

Elsker aktualiteten og hastigheden i jobbet som rådgiver

Før Grith i 2017 startede hos Poul Schmith/Kammeradvokaten var hun ansat som professor (mso) ved juridisk institut på Copenhagen Business School (CBS). Forskningsarbejdet er således det, hun er rundet af, men for Grith tilføjer rådgivningsarbejdet noget andet.

”Jeg kan rigtig godt lide hastigheden og aktualiteten i opgaverne og at have et stærkt team af kollegaer at sparre med. Det giver energi på en anden måde. Det er dejligt, når vi kan bistå klienter med en konkret problemstilling, som de står og har brug for hjælp til nu og her, og på den måde gøre en forskel. Det arbejde, man laver som forsker, bliver derimod ofte først opdaget lang tid efter, man har udgivet det – det kan der selvfølgelig også være en tilfredsstillelse i: At man har været opmærksom på og undersøgt en problemstilling lang tid før, andre opdager den,” afrunder Grith med et glimt i øjet.

Siden sin ansættelse hos Poul Schmith/Kammeradvokaten har Grith vedligeholdt sit akademiske brand, ikke mindst ved at være forfatter og medforfatter til en lang række publikationer, herunder en anerkendt lærebog om udbudsret. Grith er desuden en del af redaktionen på det internationale tidsskrift Public Procurement Law Review, ligesom hun er en af de få i Danmark, der skriver for EU Law Live. 

Grith blev udnævnt til partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten 1. januar 2025.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.