Hvad viser kendelsen?
- Efter Simonsen & Weel-dommen (og klagenævnets efterfølgende kendelse af 9. november 2021) står det klart, at ordregiver er forpligtet til både at angive anslået mængde/værdi og maksimal mængde/værdi ved udbud af rammeaftaler. Når den maksimale mængde/værdi er nået, har rammeaftalen udtømt sin virkning.
- Klagenævnet har nu for første gang siden ovennævnte dom og kendelse behandlet spørgsmålet om grænsen for ordregivers skøn ved fastsættelse af den maksimale værdi/mængde af rammeaftalen.
- I den konkrete sag var der klaget over, at ordregiver for to delaftaler om ortopædisk kirurgi havde fastsat den anslåede mængde til henholdsvis 3.600 og 2.400 udredninger/behandlinger, mens den maksimale mængde var fastsat til henholdsvis 6.000 og 4.000 udredninger/behandlinger. Dvs. den maksimale mængde lå 66 % over den anslåede mængde.
- Klagenævnet fandt ikke, at ordregiver havde fastsat maksimummet usagligt, eller at maksimummet overskred den sikkerhedsmargin, som ordregiveren var berettiget til at inddrage ved udøvelsen af sit skøn.
- I sin vurdering lagde klagenævnet bl.a. vægt på et af ordregiver udarbejdet notat, hvoraf der fremgik en detaljeret begrundelse for netop fastsættelsen af maksimummet.
- Kendelsen er udtryk for, at en rammeaftales maksimale værdi kan være betydeligt højere end den anslåede værdi, så længe dette er sagligt begrundet. Ordregiver har med klagenævnets egne ord et betydeligt skøn ved fastsættelsen af en rammeaftales maksimale værdi/mængde, om end ordregiver – naturligvis – ikke kunstigt [må] forhøje rammeaftalens maksimale værdi/mængde i forhold til sit behov.
- Kendelsen er derudover udtryk for, at ordregivers ”skuffenotater” kan være et vigtigt redskab for ordregiver i forbindelse med efterfølgende klagesager.