Højesterets dom af 4. maj 2023
Højesterets dom af 4. maj 2023 er den første dom fra Højesteret i sagskomplekset i sager, der vedrører kildebeskatning af renter.
Sagerne vedrørte renter på lån til Nycomed A/S (nu Takeda A/S under frivillig likvidation) henholdsvis Nordic Telephone Company Investment ApS (nu NTC Parent S.à.r.l.) fra disse selskabers moderselskaber, der var beliggende i henholdsvis Sverige og Luxembourg.
Ved Højesterets dom fik Skatteministeriet medhold i alle de spørgsmål, som Højesteret havde anledning til at pådømme i sagerne.
Hovedspørgsmålet i sagerne var, om der efter rente-/royaltydirektivet og/eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst henholdsvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg forelå en forpligtelse for Danmark til at nedsætte eller indrømme fritagelse for kildeskatten af de omhandlede renter. Højesteret besvarede dette spørgsmål benægtende med henvisning til, at de umiddelbare modtagere af renterne, nemlig moderselskaberne i henholdsvis Sverige og Luxembourg, var gennemstrømningsselskaber, som ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomsternes forstand, og at de omhandlede skattearrangementer udgjorde misbrug.
Højesteret anførte i den forbindelse, at det ved vurderingen af, om et selskab skal anses for renternes retmæssige ejer eller skal anses som en gennemstrømningsenhed, er uden betydning, om der er sket effektiv betaling af renterne, eller om renterne er tilskrevet lånets hovedstol.
I sagen vedrørende Takeda gjorde selskabet gældende, at hvis ikke selskabets svenske moderselskaber var retmæssig ejer af renterne, da måtte renternes retmæssige ejer i første række være det bagvedliggende SICAR-selskab i Luxembourg, som de omhandlede renter i hvert fald var gennemstrømmet til, eller i anden række være aktionærerne og investorerne i dette selskab.
Ved sin stillingtagen til denne indsigelse henviste Højesteret indledningsvist til præmis 145 i EU-Domstolen dom, hvor Domstolen bemærkede, at en national myndighed med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af renter eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke er forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilken enheder myndigheden anser for disse renters retmæssige ejer. Højesteret fandt, at Takeda hverken havde godtgjort, at SICAR-selskabet var renternes retmæssige ejer, eller at dette selskabs aktionærer eller investorer var renternes retmæssige ejere. Højesteret henviste herved til, at Takeda ikke havde fremlagt de indgåede aftaler mellem SICAR-selskabet og de bagvedliggende kapitalfonde og mellem kapitalfondene og deres aktionærer og investorer, som eventuelt ville kunne belyse, hvad der var aftalt om bl.a. SICAR-selskabets beføjelser til at råde over renterne, og at der heller ikke på anden vis var skabt klarhed over aftalerne.
I sagen vedrørende Takeda fandt Højesteret endvidere, at det ikke var godtgjort, at betingelserne for bortfald af skattepligten af renterne i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, sidste punktum, var opfyldt.
I sagen vedrørende NTC Parent fandt Højesteret, at selskabet ikke havde godtgjort, at investorerne i de kapitalfonde, der stod bag gennemstrømningsselskaberne i Luxembourg, var de retmæssige ejere af de omhandlede renter. Endvidere afviste Højesteret selskabets indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft.
Endelig fandt Højesteret i begge sager, at de danske datterselskaber var ansvarlige for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1.
Dommen kan læses på Højesterets hjemmeside her.
