Højesteretsdom om fradrag for tab vedrørende en konvertibel obligation

Højesteret fandt, at et tab vedrørende en konvertibel obligation ikke var fradragsberettiget efter aktieavancebeskatningsloven, fordi der ikke på afståelsestidspunktet forelå et selskabsretligt gyldigt konvertibelt gældsbrev.

Højesteret fandt, at et tab vedrørende en konvertibel obligation ikke var fradragsberettiget efter aktieavancebeskatningsloven, fordi der ikke på afståelsestidspunktet forelå et selskabsretligt gyldigt konvertibelt gældsbrev.

Sagens baggrund

Sagen angik, om et tab på en fordring var fradragsberettiget efter aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3, hvorefter lovens regler om den skattemæssige behandling af gevinst og tab ved afståelse af aktier finder tilsvarende anvendelse på konvertible obligationer.

I marts 2012 besluttede et anpartsselskab på en ekstraordinær generalforsamling at udstede et konvertibelt gældsbrev på 10 mio. kr. til skatteyderen som led i et lånearrangement. Hverken beslutningen eller de tilhørende vedtægtsændringer blev registreret i Erhvervsstyrelsen inden for fristen på 2 uger, jf. selskabslovens § 173, stk. 2.

I december 2012 overdrog skatteyderen sin fordring mod selskabet for 1.000 kr., og dermed realiserede han et tab på ca. 10 mio. kr.

Sagen angik, om tabet var fradragsberettiget efter aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3.

Højesterets dom

Højesteret udtalte, at det følger af aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3, og forarbejderne hertil, at det beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om der foreligger en konvertibel obligation i bestemmelsens forstand. Denne vurdering må ske med udgangspunkt i de selskabsretlige krav til konvertible obligationer. Hvis der ikke foreligger en selskabsretligt gyldig konvertibel obligation, vil obligationen allerede af denne grund ikke være omfattet af aktieavancebeskatningsloven. 

I den konkrete sag var der som nævnt ikke sket registrering af beslutningen om udstedelse af den konvertible obligation og tilhørende vedtægtsændring inden for fristen på 2 uger fra beslutningstidspunktet, jf. selskabslovens § 173, stk. 2. 

Herefter fastslog Højesteret, at der i hvert fald ikke på afståelsestidspunktet i december 2012 forelå et selskabsretligt gyldigt konvertibelt gældsbrev. Højesteret udtalte i den forbindelse, at det efter forarbejderne til selskabslovens § 173, stk. 2, er af meget stor betydning for bedømmelsen af selskabets forhold og værdien af de eksisterende kapitalandele at vide, om kapitalselskabet arbejder med konvertible gældsbreve. Det kræves derfor, at registrering af beslutningen finder sted så hurtigt som muligt.

På den baggrund tiltrådte Højesteret, at der ikke på afståelsestidspunktet forelå en konvertibel obligation i aktieavancebeskatningslovens forstand, og at tabet derfor ikke var fradragsberettiget efter denne lov.

Skatte- og Vækstministeriets interesser for domstolene blev varetaget af advokat Tim Holmager bistået af advokatfuldmægtig Julie Tøjner.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.