Højesterets dom
Der var for Højesteret enighed om, at landmændenes udlån til deres børn ikke kunne indgå i landmændenes virksomhedsordninger. Sagen angik derfor for Højesteret alene, om skattemyndighederne som følge af navnlig skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, var afskåret fra at ændre landmændenes skatteansættelser.
Højesteret udtalte, at landmændene havde valgt at benytte virksomhedsordningen i alle de relevante indkomstår, og at indkomsten for disse år herefter alene havde været undergivet den foreløbige beskatning, som virksomhedsordningen indebærer.
Højesteret udtalte videre, at landmændene i indkomståret 2012 og 2013 medtog de omhandlede udlån med aktuel saldo som aktiver i deres virksomheder, selvom udlånene på intet tidspunkt kunne indgå i deres virksomhedsordninger. Højesteret fastslog, at det var en konsekvens heraf, at udlånene skulle udgå af ordningerne, uanset hvornår lånene var blevet ydet.
Da der efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, tidligst kunne ske genoptagelse af skatteansættelserne i indkomståret 2012 henholdsvis 2013, tiltrådte Højesteret, at skattemyndighederne havde været berettiget til at anse udlånene for hævet i virksomhedsordningerne i disse indkomstår.
Det, som landmændene havde anført om muligheden for korrektion af deres indskudskonti, kunne ikke føre til et andet resultat.
Om sagens omkostninger bemærkede Højesteret, at der under de foreliggende omstændigheder ikke kunne lægges vægt på, at skattemyndighederne ikke tidligere havde grebet korrigerende ind, som landsretten ellers havde lagt vægt på. Højesteret fandt imidlertid, at der henset til sagens principielle karakter og vidererækkende betydning var grundlag for at ophæve sagens omkostninger.
Højesteret stadfæstede på denne baggrund landsrettens dom.
Skatteministeriets interesser blev for Højesteret varetaget af advokat Mattias Chor i samarbejde med advokat Malthe Gade Jeppesen.
