Sagen angik, om et dansk moderselskab var berettiget til at få genoptaget sin skatteansættelse for 2009.
Sagen angik for det første, om den genbeskatning, som blev udløst af et sambeskattet datterselskabs likvidation, var omfattet af den forlængende ansættelsesfrist, der ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, gælder for ”kontrollerede transaktioner”.
Sagen angik for det andet, om EU-Domstolens dom i sag C-48/13, Nordea Bank Danmark, der underkendte ligningslovens § 33 D, stk. 5 (dagældende), i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7’s forstand havde indebåret en underkendelse af lovens § 33 E, stk. 3 (dagældende), som har fundet anvendelse på den omhandlede skatteansættelse, således at selskabet var berettiget til ekstraordinær ansættelse.
Endelig angik sagen for det tredje, om der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse.
Om det første spørgsmålet bemærkede Højesteret, at genbeskatningen af moderselskabet i 2009 indebar en skattemæssig regulering vedrørende de underskud i datterselskabet, som moderselskabet havde fratrukket i sin skattepligtige indkomst i tidligere indkomstår, hvor der var sambeskatning med datterselskabet. Højesteret fastslog, at genbeskatningen i form af denne skattemæssige regulering ikke var udtryk for, at en kontrolleret transaktion mellem moderselskabet og datterselskabet blev gjort til genstand for beskatning.
På den baggrund tiltrådte Højesteret, at moderselskabet ikke havde krav på ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, jf. stk. 2.
Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt EU-Domstolens dom i sag C-48/13, Nordea Bank Danmark, havde indebåret en praksisunderkendelse, således at moderselskabet var berettiget til ekstraordinær ansættelse, bemærkede Højesteret, at Nordea-dommen angik genbeskatning af fratrukket underskud i udenlandske, faste driftssteder i forbindelse med afhændelse af disse driftssteder, mens den praksis, der fandt anvendelse ved moderselskabets skatteansættelse i 2009, angik genbeskatning af fratrukket underskud i moderselskabets udenlandske datterselskab i forbindelse med datterselskabets likvidation. Selv om der i begge tilfælde var tale om genbeskatning af tidligere fratrukket underskud, fandt Højesteret, at der var tale om situationer, der var behandlet forskelligt i skattemæssig henseende.
Højesteret tiltrådte herefter, at der ikke ved Nordea-dommen var sket en underkendelse i § 27, stk. 1, nr. 7’s forstand af den praksis, der havde fundet anvendelse ved den omhandlede skatteansættelse, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, ikke var opfyldt.
Endelig fandt Højesteret, at der ikke forelå særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, som kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.
Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.
Skatteministeriets interesser blev for Højesteret varetaget af advokat Søren Horsbøl Jensen bistået af advokat Amanda Nordstrøm Emdal.
