Østre Landsrets dom
Landmanden indbragte Landsskatterettens afgørelse for domstolene, og sagen blev henvist til Østre Landsret som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Landsretten fandt, at skattemyndighederne med rette havde anset 75 % af saldoen på mellemregningskontoen, svarende til stedsønnens ejerandel af interessentskabet, for hævet efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 5.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Højesterets dom
Landmanden ankede landsrettens dom til Højesteret, der afsagde dom den 26. april 2023.
Højesteret udtalte under henvisning til Højesterets dom af 31. maj 2013 (UfR 2013.2382/SKM2013.505.HR), at en virksomhed under virksomhedsordningen kan yde lån, der har erhvervsmæssig karakter, uden at dette anses for en overførsel af værdier til den skattepligtige. Hvis den skattepligtige derimod finansierer privat långivning, herunder til en ægtefælle eller nært beslægtede, er der derimod tale om overførsel af værdier til den skattepligtige i henhold til virksomhedsskattelovens § 5.
Om den konkrete sag udtalte Højesteret, at 75 % af mellemregningens saldo, svarende til stedsønnens ejerandel af interessentskabet, måtte anses for et lån til stedsønnen. Eftersom lånet ikke var opstået som led i en løbende samhandel mellem interessentskabet og landbrugsvirksomheden – men derimod som led i den generelle finansiering af interessentskabet – fandt Højesteret, at lånet måtte anses for at være privat långivning med hævede beløb i skatteyderens virksomhedsordning. Det var uden betydning for denne vurdering, at landmanden hæftede for interessentskabets forpligtelser.
Højesteret fandt endvidere, at der ikke forelå en administrativ praksis, som udelukkede forhøjelsen af landmandens personlige indkomst.
Højesteret stadfæstede på denne baggrund landsrettens dom.
Skatteministeriets interesser blev for Højesteret varetaget af advokat Mattias Chor i samarbejde med advokat Malthe Gade Jeppesen.
