Landsrettens dom
Landsretten fandt i sin dom af 29. januar 2024, at der ikke var grundlag for et sådant retskrav på evakueringsbistand eller for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udenrigsministeriet i henhold til hverken udenrigstjenesteloven, almindelige forvaltningsretlige regler, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) eller EU-retten.
Der var i denne forbindelse ikke grundlag for at statuere, at Udenrigsministeriet havde tilsidesat en handlepligt eller en pligt til at sikre tilstrækkelige processuelle garantier mod vilkårlighed efter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen H.F. m.fl. mod Frankrig. Sidstnævnte bestemmelse sikrer enhver retten til at indrejse i den stat, i hvilken han er statsborger.
Landsretten udtalte, at de positive forpligtelser for staten, der kan følge af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, alene omfatter danske statsborgere, og at Udenrigsministeriet i tilstrækkeligt omfang havde inddraget hensynet til barnets tarv. Landsretten lagde desuden vægt på, at appellanterne var underrettet om baggrunden for beslutningen af maj 2021 i form afrapporteringen fra en tværministeriel taskforce, på de foreliggende vurderinger fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) samt adgangen til en uafhængig domstolsprøvelse.
Landsretten fandt ikke grundlag for at fastslå, at der forelå forskelsbehandling i strid med EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, fordi den tredje appellant ikke var blevet tilbudt evakuering sammen med sin mor. Landsretten lagde herved vægt på den konkrete vurdering af oplysningerne om kvindens tilknytning til Danmark og den foreliggende vurdering fra PET.
Samtidigt fastslog landsretten, at appellanterne alene var omfattet af dansk ekstraterritorial jurisdiktion, jf. EMRK artikel 1 i relation til EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, og ikke i relation til EMRK artikel 3, 8 og 14, som appellanterne også havde henvist til.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom.