Jura eller HA(jur.) – eller begge dele?

Da Clara Ziehm Mortensen skulle vælge uddannelse, havde hun svært ved at vælge mellem jura og HA(jur.) – to gode uddannelser – og valgte derfor begge. Jeg selv havde svært ved at vælge mellem Aarhus og Københavns Universitet – to gode universiteter – og valgte derfor begge. Læs med her, hvis du overvejer at skifte uddannelse eller bare er nysgerrig efter, hvad skiftet indebærer.

Da Clara Ziehm Mortensen skulle vælge uddannelse, havde hun svært ved at vælge mellem jura og HA(jur.) – to gode uddannelser – og valgte derfor begge. Jeg selv havde svært ved at vælge mellem Aarhus og Københavns Universitet – to gode universiteter – og valgte derfor begge. Læs med her, hvis du overvejer at skifte uddannelse eller bare er nysgerrig efter, hvad skiftet indebærer.

Da min kollega Clara havde færdiggjort sin bachelor i HA(jur.), valgte hun også at gå efter en bachelor i jura. Clara er derfor i gang med at læse juridiske fag på SDU og får snart bachelor nummer to i hus.

Hvordan skiftede du din uddannelse?

Jeg forhørte mig hos de forskellige universiteter om muligheden for at supplere min erhvervsjuridiske bachelor med en juridisk. På nogle universiteter ville jeg blive nødt til at ”starte forfra” og bruge tre år mere, hvilket, jeg syntes, var lidt omfattende. SDU tilbyder derimod en meritordning i jura på deltid til studerende, der har bestået HA(jur.). Jeg valgte denne løsning, da jeg med bare to års ekstra studie – på deltid – får en bachelor i jura,” fortæller Clara.   

Hvorfor valgte du at skifte uddannelse?

Jeg er egentlig rigtig glad for min HA(jur.), men jeg ville gerne have en lidt bredere palette af arbejdsmuligheder at vælge fra, når jeg er færdiguddannet, såsom muligheden for at gå i retten. En ekstra bachelor – i jura – giver mig denne mulighed og åbner nogle flere døre.

Hvad er fordelene?

Meritordningen tilbyder meget fleksibilitet, da semestrene typisk ikke fylder mere end 15 ECTS-point, og idet kurserne både kan tilgås fysisk og online. Derfor har jeg ekstra tid til fritidsaktiviteter og arbejde. Derudover har jeg fået en virkelig god uddannelse fra CBS, som har givet mig en bred forståelse af samfundets økonomiske forhold. Det har været en fordel til forståelse af komplekse juridiske fag, som også har et økonomisk aspekt, såsom selskabsret.”

Hvad er ulemperne?

Selvom fleksibiliteten ved meritordningen er skøn, savner jeg også det studiemiljø, jeg kender fra CBS. Jeg tager nemlig kurserne online for ikke at pendle mellem København og Odense, og derfor sparrer jeg ikke på samme måde med mine medstuderende, som jeg er vant til.

Fortryder du det?

”Bestemt ikke. Jeg synes virkelig, at fordelene opvejer ulemperne. Og nu har jeg snart to knaldgode uddannelser.”

Min oplevelse – fra Aarhus Universitet til Københavns Universitet

Clara ender med at bruge fem år på to bachelorer, hvorimod jeg endte med at bruge fire år på en enkelt bachelor.

Jeg startede jurastudiet på Aarhus Universitet, men valgte at flytte til København efter et år. Jeg sagde ja til em lejlighed i København, før jeg traf en beslutning med studiet: pendle, fjernstudie eller universitetsskift?

Jeg gik med sidste mulighed. Problemet var dog, at jeg ikke bare kunne skifte, som jeg havde troet.

Forfra

Kan jeg ikke starte på 3. semester på KU, nu hvor jeg har afsluttet 2. semester på AU?” spurgte jeg studieadministrationen.

Da universiteterne imidlertid har vidt forskellige studieordninger med kurser spredt ud på forskellige semestre, fik jeg ligesom Clara at vide, at jeg skulle starte forfra. Med andre ord:

Ny rusuge. Nyt 1. semester. Nyt 2. semester.

Merit

Helt forfra skulle jeg dog ikke starte. Det var nemlig et krav, at jeg søgte merit for beståede fag, hvilket både var godt og dårligt for mig. Et nyt forsøg i nogle fag havde passet mig fint.

Et nyt forsøg i ”Dansk Statsret” kunne jeg dog ikke slippe udenom. Indholdet af kurset svarede ikke til KU’s kursusbeskrivelse af ”Institutionel forfatningsret og EU-forfatningsret”. Alt mit hårde arbejde og energi på en mundtlig ”træk og skyd”-eksamen på AU var spildt.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet, og i det mindste blev jeg en forfatningsretsbog rigere.  

ECTS-regnestykket

Fagene havde i øvrigt helt forskellig vægt på universiteterne. Men det var heldigvis ikke et problem. Mine 25 ECTS fra AU’s kursus ”Dele af formueret” blev nedskrevet til 10 på KU’s pendant ”Erstatning og Kontrakt”, og mine 5 ECTS fra retshistorie blev opskrevet til KU’s 7,5.  

Studiekultur

Nu var det bare at vænne sig til en ny studiekultur: Fra de mere klassiske tavle-undervisninger og forelæsninger til en mere aktiv undervisning med obligatoriske studiegrupper og gruppefremlæggelser. Introduktion til begrebet ”copy/paste-noter” på KU – som jeg aldrig havde hørt om på AU – og den deraf uundgåelige inflation i eksamensopgavernes sideantal til de skriftlige stedprøver.  

Fredagsbarerne finder man heldigvis på begge universiteter.

Fortryder jeg det? Nej.

Jeg har fået nogle virkelig gode venner og oplevelser på begge universiteter. Selvom fire år virker som lang tid at bruge på sin bachelor, er tiden fløjet af sted. Desuden har min meritoverførsel givet mig lidt mere luft i semestrene på KU, så jeg har haft mere tid til andre ting, ligesom Clara på sin meritordning.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.