Landsretsdom om afgift af store mængder øl købt i Tyskland

Sagens baggrund

Sagen vedrørte en mand, der var indehaver af et såkaldt SMILE-kort, som var udstedt af Scandlines. SMILE er et fordelsprogram, som Scandlines tilbyder sine kunder. Et SMILE-medlemskab giver adgang til særlige fordele og tilbud hos Scandlines, herunder i Scandlines’ tyske grænsehandelsbutik Bordershop, der er beliggende ved færgelejet i såvel Puttgarden som Rostock. 

Sagen angik, om manden skulle betale afgift efter øl- og vinafgiftsloven af store mængder øl, som over en periode på ca. 2 år var blevet købt i Bordershop under forevisning af hans SMILE-kort. 

I perioden var der købt i alt 84.408 dåseøl ved brug af kortet. Skattestyrelsen traf afgørelse om, at manden skulle betale afgift af samtlige øl, idet styrelsen lagde til grund, at øllene var købt af manden selv og ikke var til eget forbrug.

Manden indbragte Skattestyrelsens afgørelse for byretten og gjorde gældende, at størstedelen af øllene var blevet købt af hans venner og bekendte, der havde lånt hans SMILE-kort, og at de øl, som han selv havde købt, var til eget forbrug. 

Byretten gav manden delvist medhold og hjemviste sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Skatteministeriet ankede byrettens dom til Østre Landsret.

Østre Landsrets dom

Landsretten fandt, at der var en formodning for, at manden selv havde foretaget de køb af øl, der var registreret på hans SMILE-kort, og at det påhvilede ham at afkræfte denne formodning. 

Landsretten fandt, at formodningen ikke var afkræftet, og lagde derfor til grund, at de på kortet registrerede øl var købt af manden selv. Landsretten lagde herved blandt andet vægt på, at de mange vidneforklaringer, der under sagen var blevet afgivet af mandens venner og bekendte om, at de havde lånt mandens SMILE-kort og købt en del af de på kortet registrerede øl, ikke var støttet af objektive kendsgerninger. 

Henset til antallet af indkøbsture og den meget betydelige mængde øl manden havde købt over en periode på omkring to år, fandt landsretten det ikke godtgjort, at der var tale om øl til eget forbrug – heller ikke for en mindre del af øllene. 

Skattestyrelsens afgørelse var truffet efter udløbet af fristen for ordinær fastsættelse af afgiftstilsvaret efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, for så vidt angår de øl, der var købt i den første del af perioden. Landsretten fandt imidlertid, at betingelserne for ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvaret efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt, idet manden ved at indkøbe og indføre de omhandlede øl uden at angive afgift af øllene i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at hans afgiftstilsvar var blevet fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.  

På den baggrund ændrede landsretten byrettens dom og frifandt Skatteministeriet.

Der er ikke ansøgt om tilladelse til at anke sagen til Højesteret. Da fristen for at ansøge herom er udløbet, er landsrettens dom endelig, jf. retsplejelovens § 371. Sagen blev varetaget af advokat Robert Thomas Andersen.

Læs mere om vores rådgivning inden for Skatter og afgifter.