Landsretsdom om befordringsfradrag for rejser mellem Danmark og Polen

Sagens baggrund

Hovedspørgsmålet i sagen var, om skatteyderen, der er polsk statsborger, og som efter det oplyste havde bolig og familie i Polen, men som arbejdede i Danmark, hvor han havde en bolig til rådighed tæt på arbejdsstedet, havde sædvanlig bopæl i Danmark eller Polen. Dét spørgsmål var nemlig afgørende for, om skatteyderen var berettiget til befordringsfradrag for rejser mellem arbejdsstedet i Danmark og boligen i Polen i indkomstårene 2017-2019.

Skatteyderen indrejste til Danmark i 2014 for at arbejde på et slagteri. Han boede efter det oplyste i et lejemål i Danmark, som han delte med 5 kollegaer. Han bibeholdt efter det oplyste sin bolig i Polen, hvor hans ægtefælle og to mindreårige børn boede.

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, 1. pkt., kan den skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretage fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Beregningen sker på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet.

Af forarbejderne til ligningslovens § 9 C, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at ”sædvanlig bopæl” står i modsætning til andre opholdssteder, f.eks. et sommerhus, og at ”sædvanlig bopæl” i tvivlstilfælde efter praksis fastlægges ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastlæggelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium, og i vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret.

Sagen blev henvist til landsretten som første instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Østre Landsrets dom

Landsretten fandt ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår var hans bopæl i Danmark.

Landsretten bemærkede, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser i de relevante år var i Danmark, hvor han havde haft arbejde siden 2014 ved samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark.

Landsretten henviste videre til, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste opholdt sig mest i Danmark.

Endvidere anførte landsretten, at skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen i de omhandlede indkomstår efter bevisførelsen i vidt omfang fremstod udokumenteret.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Skatteministeriets interesser for domstolene blev varetaget af advokat Sune Riisgaard i samarbejde med advokat Anne Bräuner Vestergren.