Sagen havde, inden den nåede Vestre Landsret, været behandlet af Patent- og Varemærkestyrelsen og Ankenævnet for Patenter og Varemærker, der begge havde fundet, at der ikke var grundlag for at nægte registreringen af Skandinavisk SR’s grantræsfigurmærke (samt to andre varemærker, der kombinerede grantræet og virksomhedens navn).
Ankenævnets afgørelse blev indbragt for Sø- og Handelsretten, der i overensstemmelse med retspraksis konstaterede, at ”Rettens prøvelse omfatter fuldt ud det faktuelle grundlag og retsanvendelsen, mens en tilsidesættelse af ankenævnets skønsmæssige vurderinger forudsætter et sikkert grundlag.”. Da Sø- og Handelsretten ikke fandt, at der forelå et sådant fornødent sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse, blev afgørelsen stadfæstet. Julius Sämann Ltd. ankede herefter Sø- og Handelsrettens dom til Vestre Landsret.
For Vestre Landsret drejede sagen sig for det første om, hvorvidt der efter EU-retten gælder særlige krav til prøvelsesintensiteten af administrative myndigheders afgørelser på det varemærkeretlige område. Og om Sø- og Handelsretten i givet fald er forpligtet til at foretage en fuldstændig prøvelse af Ankenævnets afgørelser og dermed også Ankenævnets skønsmæssige vurderinger.
Sagen vedrørte også det materielle spørgsmål om, hvorvidt Wunder-Baum-varemærket var til hinder for registreringen af Skandinavisk SR’s grantræsfigurmærke.
Landsretten udtalte, at det er i overensstemmelse med EU-retten, at domstolene udviser tilbageholdenhed i prøvelsen af forvaltningsmyndighedernes skøn, forudsat at domstolene har mulighed for effektiv anvendelse af de relevante principper og regler i EU-retten i forbindelse med prøvelsen af afgørelsens lovlighed.
Landsretten bemærkede, at Højesteret inden for det konkurrenceretlige område har fastslået, bl.a. i UfR 2023.3601 H, at tilsidesættelse af konkurrencemyndighedernes vurderinger, der i det væsentlige bygger på et konkurrencemæssigt skøn, forudsætter et sikkert grundlag. Landsretten fandt ikke grundlag for antage, at der på det varemærkeretlige område kan stilles krav om en mere intensiv prøvelse af det foretagne skøn end på andre EU-harmoniserede områder.
Landsretten konkluderede herefter, at Sø- og Handelsretten ved den foretagne prøvelse af Ankenævnets skøn hverken havde tilsidesat det EU-retlige ækvivalens- og effektivitetsprincip eller krænket retten til effektive retsmidler i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder.
For så vidt angik det materielle spørgsmål i sagen, nemlig hvorvidt der forelå registreringshindringer for Skandinavisk SR’s grantræsfigurmærke, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte Sø- og Handelsrettens skøn, der – ligesom Ankenævnets – var foretaget under medvirken af sagkyndige dommere. Landsretten bemærkede hertil, at beskyttelsesområdet for varemærker udformet som grantræer må anses for begrænset, og dét forhold, at varemærkerne er registreret i samme vareklasser, og at kunderne til produkterne dels måtte være sammenfaldende, kunne ikke føre til en anden vurdering.