Miljøministeriet frifundet af Vestre Landsret i sag om de danske vandområdeplaner

Vandrammedirektivet og implementeringen i dansk ret

Vandrammedirektivet (direktiv 2000/60/EF) har til formål at rette op på den dårlige økologiske tilstand af de europæiske vandområder. Medlemslandene er herved forpligtet til at overvåge vandmiljøet og iværksætte tiltag for at forbedre vandmiljøet for overfladevand (søer, vandløb, overgangsvande og kystvande) samt grundvand. 

Vandrammedirektivet er i dansk ret implementeret i vandplanlægningsloven, der opdeler Danmark i fire vandområdedistrikter. I medfør af loven udarbejdes vandområdeplaner for hvert distrikt, mens miljømål og indsatser fastsættes i bekendtgørelser i medfør af loven.

Sagens forløb

Miljøministeriet offentliggjorde i juni 2016 nye såkaldt 2. generationsvandområdeplaner samt bekendtgørelser med målsætninger og med indsatsprogrammer.

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug anlagde i december 2016 som mandatar for 2.851 medlemmer sag mod Miljøministeriet ved Retten i Hjørring. Sagen blev henvist til behandling ved Vestre Landsret. Danske Svineproducenter, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter og Landbrug og Fødevarer indtrådte som biintervenienter til støtte for landmændene.

Sagsøgerne nedlagde påstande om ulovlighed og ugyldighed af vandområdeplanerne for 2015-2021 for alle fire vandområdedistrikter og af bekendtgørelserne med målsætninger og indsatsprogrammer.

Der blev i 2018 gennemført en delhovedforhandling angående Miljøministeriets afvisningspåstande og angående sagsøgernes begæring om præjudiciel forelæggelse. Vestre Landsret besluttende i en kendelse i september 2018 at afvise nogle af påstandene og besluttede ikke at forelægge sagen for EU-Domstolen. Afgørelsen blev kæret, og Højesteret tiltrådte i maj 2020 landsrettens kendelse, både om afvisning af påstande og om ikke at forelægge sagen for EU-Domstolen.

Der blev i januar 2022 gennemført endnu en delhovedforhandling om præjudiciel forelæggelse. Vestre Landsret besluttede i kendelse i februar 2022, at sagen ikke skulle forelægges for EU-Domstolen.

Påstande i 2023

Herefter udestod landsrettens prøvelse af sagsøgernes påstande om, at indsatsprogrammerne for vandområdedistrikterne var ugyldige samt to separate påstande om ugyldighed og ulovlighed af henholdsvis det fastsatte indsatsbehov på 3.513 tons kvælstof pr. år og bekendtgørelse nr. 1175 af 23. juli 2020 om eftergrøder.

Sagsøgerne gjorde navnlig gældende, at indsatsprogrammerne for vandløbene var ugyldige, fordi basisanalysen og den økonomiske analyse forud for vandområdeplanerne ikke omfattede økonomiske konsekvenser for landmændene, og fordi overvågningen af vandløbene var utilstrækkelig

Vestre Landsret frifandt Miljøministeriet, idet det ikke var godtgjort, at kravene i direktivet til basisanalyse og økonomisk analyse ikke var opfyldt. Det var heller ikke godtgjort, at overvågningen ikke opfyldte kravene i vandrammedirektivet (og efterfølgende direktiver).

Vestre Landsret gav heller ikke sagsøgerne medhold i, at indsatsbehovet var ulovligt/ugyldigt. Det blev lagt til grund, at indsatsbehovet opgjort i vandområdeplanerne alene er vejledende, men det var i øvrigt ikke dokumenteret, at der var væsentlige fejl eller mangler ved opgørelsen af behovet.

Vestre Landsret gav endelig heller ikke sagsøgerne medhold i, at der var grundlag for at tilsidesætte bekendtgørelsen om efterafgrøder. Landsretten bemærkede, at ”en bekendtgørelse ikke i sig selv lider en væsentlig mangel alene fordi, miljøeffekten varierer geografisk, og det derfor samtidig kan være vanskeligt at fastslå den præcise miljømæssige effekt.”