OpenAI taber principiel retssag om ChatGPT’s brug af sangtekster

Tysk domstol giver musikforvaltningsorganisationen GEMA medhold i en principiel sag mod OpenAI om ChatGPT’s brug af ophavsretligt beskyttede sangtekster til træning og i outputs til brugerne. Dommen er den første af sin slags i Europa.

Tysk domstol giver musikforvaltningsorganisationen GEMA medhold i en principiel sag mod OpenAI om ChatGPT’s brug af ophavsretligt beskyttede sangtekster til træning og i outputs til brugerne. Dommen er den første af sin slags i Europa.

Baggrund og sagens kerne

Den 11. november 2025 afsagde den regionale domstol i München (”Landgericht München”) en principiel dom i en sag mellem den tyske musikforvaltningsorganisation GEMA (den tyske pendant til Koda) og OpenAI. 

Tvisten angik OpenAI’s brug af teksterne til ni velkendte tyske sange i forbindelse med træning af sprogmodellerne ”GPT-4” og ”GPT-4o”, herunder teksten til schlager-sangerinden Kristina Fishers hitsang ”Atemlos durch die Nacht”.

Parternes hovedsynspunkter

GEMA gjorde gældende, at ChatGPT ikke kun anvendte sangteksterne som træningsdata, men også ”memorerede” teksterne og gengav dem næsten identisk i outputs til brugerne i strid med 
ophavernes ret til eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden. 

OpenAI gjorde på den anden side gældende, at sprogmodellerne ikke lagrer konkrete træningsdata, men alene afspejler   statistiske mønstre og sammenhænge, der er indlært ud fra datasættet som helhed. OpenAI gjorde samtidig gældende, at outputs er et resultat af brugernes prompts og derfor uden for OpenAI’s kontrol, hvorfor ansvaret for et frembragt output påhviler den enkelte bruger. 

Endelig gjorde OpenAI gældende, at brugen af de pågældende sangtekster under alle omstændigheder er omfattet af den tyske ophavsretslovs* undtagelse for tekst- og datamining. 

*Den tyske ophavsretslovs undtagelse for tekst- og datamining

Ved tekst- og datamining forstås automatisk computeranalyse af digitale informationer (f.eks. tekst, lyd og billeder) mhp. at identificere mønstre, tendenser og sammenhænge. Undtagelsen for tekst- og datamining stammer fra DSM-direktivet (direktiv 2019/790/EU), som er gennemført i dansk ret ved ophavsretslovens § 11 b. 

Afgørelsen

Landgericht München definerede memorering som den situation, hvor en sprogmodel ikke alene udtrækker information fra træningsdataene, men indkoder en fuldstændig overtagelse af dataene i modellens parametre. 

På baggrund af en sammenligning af sangteksterne og de faktiske outputs fandt retten, at sprogmodellerne ”GPT-4” og ”GPT-4o” indeholdt reproducerbare versioner af sangteksterne som følge af memorering. Ved denne memorering af sangteksterne og den næsten identiske gengivelse af disse i outputs var der foretaget både eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden i strid med ophavernes enerettigheder. 

Retten afviste, at brugen var omfattet af tekst- og datamining-undtagelsen. Formålet med tekst- og datamining er ifølge retten analyse og evaluering af information (f.eks. syntaktiske regler og semantiske relationer), mens memorering af hele sangtekster går videre end dette formål. 

Retten fastslog, at ansvaret for den uberettigede brug af sangteksterne ligger hos OpenAI, der valgte træningsdata, designede modelarkitekturen samt kontrollerede memorering og dermed har afgørende indflydelse på outputtet. Retten afviste, at brugernes prompts, som blot udløser modellernes interne processer, skulle give grundlag for et selvstændigt brugeransvar. 

OpenAI blev pålagt at stoppe den krænkende brug og betale erstatning til GEMA. OpenAI fik dog en beskeden sejr med hjem, idet retten afviste, at ophavernes personlighedsrettigheder var krænket. 

Hvad nu?

Der går rygter om, at OpenAI vil anke dommen. I givet fald kan det tænkes, at parterne (igen) vil forsøge at få sagen forelagt for EU-Domstolen. Det sidste punktum i sagen er derfor formentlig langtfra sat. 

Ved Landgericht München verserer en lignende sag mellem GEMA og tech-virksomheden Suno om ulicenseret brug af GEMA’s repertoire til træning og generering af AI-lydindhold. Læs mere om den sag her.

Det er i øvrigt ikke kun GEMA, der lægger arm med de store tech-virksomheder for tiden. For nylig meldte Koda således ud, at Koda har sagsøgt Suno for brug af Kodas repertoire uden tilladelse. Læs mere om Kodas søgsmål her.

Brug for hjælp?

Dommen fra Landgericht München rejser spørgsmål om, hvordan ophavsretligt materiale må bruges i forbindelse med udvikling og anvendelse af AI-løsninger. Har I behov for et overblik over risici ved brug af træningsdata, herunder i forhold til lovfæstede undtagelser, interne retningslinjer og licenser, eller mere generelle spørgsmål til ophavsret, AI og samspillet herimellem, så tager vi gerne en uforpligtende drøftelse med jer herom.

Bemærk: Nyheden bygger på Landgericht Münchens pressemeddelelse om dommen. Vi har ikke adgang til selve dommen. 

Læs mere om vores rådgivning inden for Immaterielle rettigheder (IPR).

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.