Kendelsen omhandler et begrænset udbud af en rammeaftale med seks leverandører om it-udviklingsydelser til Skatteministeriets koncern. Ydelserne under rammeaftalen blev indkøbt efter miniudbud.
Kvalitative evalueringskriterier
Det fremgik af udbudsmaterialet, at tildelingskriteriet var ”bedste forhold mellem pris og kvalitet” med underkriterierne ”Pris” og ”Kvalitet”.
I relation til underkriteriet ”Kvalitet” var det anført, at evalueringen ville lægge vægt på leverandørens allokerede ressourcer, herunder i hvilket omfang ressourcerne havde relevante kompetencer og erfaringer.
Klagenævnet konstaterede indledningsvist, at det fremgår af udbudslovens § 160, stk. 1, at ordregiver skal fastlægge og beskrive indholdet af alle dele af evalueringsmodellen i udbudsmaterialet. Specifikke parametre i evalueringsmodellen kan afhænge af de indkomne tilbud, men det skal entydigt fastlægges og beskrives på forhånd.
Klagenævnet fandt, at det fremgik udtrykkeligt af miniudbudsmaterialet, at ordregiver ville lægge vægt på ressourcernes erfaring, og at der var nøje sammenhæng mellem opgaven og de kompetencer, der ville blive tillagt vægt ved evalueringen.
I den forbindelse udtalte Klagenævnet, at brugen af ordet ”sektorindsigt”, der ikke var nævnt i miniudbudsbetingelserne, ikke lå uden for, hvad enhver rimeligt velinformeret og normalt omhyggelig tilbudsgiver måtte anse for omfattet af, hvad der ville blive lagt vægt på.
Derudover fremgik det klart af miniudbudsmaterialet, at udbuddet vedrørte et testteam, som skulle opfylde de beskrevne krav. Det kunne derfor ikke forventes, at der ved tildelingsbeslutningen skulle foreligge en evaluering af hvert enkelt CV.
