Morten er oprindelig udlært i klassisk søret, men karrieren har budt på meget andet end det. Når han selv skal fremhæve nogle sager, der har gjort særligt indtryk, viser de spændvidden i hans virke og hans særlige evne til at gå i dialog og opbygge relationer, forstå det forretningsmæssige behov og derefter lægge og udføre den juridiske strategi, hvad enten den som i udbud har et offentligt element eller bedst håndteres i diskretion. Morten lægger også vægt på glæden ved samtidig at oplære og coache yngre medarbejdere til at udfolde deres potentiale
Listen over opgaver og retssager er lang og bredt favnende – i de sidste mange år med særlig fokus på Forsvaret. En af de netop afsluttede opgaver er forhandling for Forsvaret med ISS om at bringe en meget omstridt langvarig Facility Management kontrakt om alle Forsvarets Etablissementer til ophør før udløb, og hvor udfordringen særligt lå i krydsfeltet mellem det muliges kunst og kravet om, at resultatet er udbudsretligt, statsstøtteretligt og forvaltningsretligt lovligt. I en helt andet boldgade har Morten bistået Forsvaret med udvikling og forhandling af en helt ny skalerbar kontraktmodel for vedligeholdelse og reparation af helikoptermotorer, hvor den franske forsvarskoncern Safran har forpligtet sig til, at der altid er et antal driftsklare helikoptermotorer til rådighed, så forsvarets helikoptere kan holdes i drift. En model, der nu danner præcedens hos producent og klient for lignende aftaler.
Et af de projekter, som Morten desværre ikke når at være med til at afslutte, er et igangværende fællesnordisk udbud af design og levering af fælles kampuniformer. Det er det første store fællesnordiske forsvarsprojekt af sin art, og ud over projektets spændende juridiske udfordringer er Morten ked af at måtte slippe det nordiske samarbejde og de underliggende krav til både diplomati, strategi, samarbejde og forhandling.
Morten mener, at det er det rette tidspunkt at stoppe.
"Det er svært at slippe det, jeg føler for og er dybt engageret i, men samtidig en stor glæde og fornøjelse at kunne være dybt nede i sagerne sammen med gode kolleger og klienter indtil sidste dag. Derfor tror jeg heller ikke, at det gode tidspunkt at stoppe på findes. Det gælder derimod om at finde det bedste tidspunkt at eksekvere det på. For mit vedkommende har jeg valgt, at min kontrakt udløber, når jeg fylder 60 år, så jeg kan ryste posen og se frem til mange år med nye udfordringer og opgaver. Naturligvis er det svært at sige farvel til gode kolleger, klienter og samarbejdspartnere, men det er også en dejlig dag, da det er min fødselsdag."
Den store passion for kunst har firmaet haft glæde af i mange sammenhænge, senest med Morten som passioneret indkøber af kunst til firmaets nye domicil på Kalvebod Brygge i København.
I forhold til firmaets nye domicil har det været en særlig glæde at definere en kunstnerisk profil med unge danske kunstnere og lave et format til formidling af værkerne, som giver hver kunstner mulighed for at fortælle medarbejdere og gæster om værkerne i en kort video.
I et samfund, hvor pensionsalderen stiger, er 60 år ingen alder at stoppe karrieren, og fødselaren har da heller ingen planer om snarlig pension.
"Jeg vil arbejde og nyttiggøre mine juridiske kompetencer og erfaring inden for mine interesser og kompetencefelter. Der er dog ingen tvivl om, at jeg også vil bruge mere tid på samtidskunsten. Jeg har nogle juridiske færdigheder, som er sjove at kombinere med kunstens verden. Samtidskunsten er vanvittig spændende, og jeg er så heldig, at den også giver mig spændende opgaver. Jeg sidder i bestyrelsen for Museet for Samtidskunst, er bestyrelsesformand for Goldschmidts Kunstlegat, som bestiller og giver værker af danske kunstnere til domstolene, og jeg er næstformand i Ole Faarups Kunstfond, som bliver meget betydelig, når den for alvor påbegynder sit virke med det hovedformål at give danske museer mulighed for at erhverve værker af unge kunstnere under 40 år. Alt det glæder jeg mig også til at arbejde videre med."