Partner Stig Grønbæk Jensen stopper i firmaet

Efter 27 år i firmaet og snart 22 år som partner har Stig Grønbæk Jensen valgt at stoppe hos Poul Schmith/Kammeradvokaten med udgangen af oktober måned.

Efter 27 år i firmaet og snart 22 år som partner har Stig Grønbæk Jensen valgt at stoppe hos Poul Schmith/Kammeradvokaten med udgangen af oktober måned.

Stig ønsker i første omgang at hellige sig mere tid til familien og private projekter, inden han lægger nye planer for sine fremtidige arbejdsmæssige gøremål.

Stigs lange karriere i firmaet startede som advokatfuldmægtig i 1994, og i 2000 blev han optaget som partner. Siden da har Stig haft det faglige ansvar for navnlig firmaets miljø-, natur- og planretlige sager samt ekspropriationer til og miljøregulering af anlægsprojekter. Han har på disse områder især beskæftiget sig med rådgivning af offentlige myndigheder og anlægsselskaber – i de seneste år særligt med tilknytning til store statslige infrastrukturprojekter.

Undervejs er det også blevet til flere perioder i firmaets bestyrelse, både i perioden fra 2010 til 2012 og igen fra 2016 frem til den 1. marts 2021. Før 2010 var Stig i en årrække også ansvarlig partner for firmaets rekrutteringsaktiviteter.

Stig udtaler: ”Det har været et utroligt stort privilegium, at jeg i næsten tre årtier har kunnet arbejde dagligt sammen med nogle af landets skarpeste jurister om at løse spændende og komplicerede opgaver for meget kompetente og engagerede kunder. Jeg har i tilslutning været så heldig, at jeg i en årrække har deltaget i ledelsen af advokatfirmaet – og det i en periode, hvor virksomheden har gennemgået en enestående udvikling. Samtidig, og ikke mindst, har jeg kunnet bidrage til at etablere en højt specialiseret miljøafdeling, som med rette betragtes som førende på sit område i Danmark. Det har derfor også været en svær beslutning at forlade firmaet, men efter så mange år i advokatbranchen ønsker jeg en timeout i arbejdslivet, og nu er det rigtige tidspunkt kommet for at tage denne tænkepause – og en periode med mere fritid – hvilket jeg glæder mig til.”

Stig overlader stafetten til stærke kræfter i Miljøteamet, som fremover vil blive ledet af partner Jakob Kamby. Teamet vil ud over Jakob bestå af partner Britta Moll Bown og yderligere 4 advokater og 2 advokatfuldmægtige, som alle udelukkende beskæftiger sig med miljøret i bred forstand og således tilsammen besidder en omfattende erfaring med dette retsområde – både som rådgivere på et højt fagligt og samtidig praktisk anvendeligt plan og som procesadvokater med en sagsportefølje i teamet på typisk mellem 100 og 150 verserende retssager.

Managing Partner, Jens Bødtcher-Hansen, siger om Stigs beslutning: ”Der er ingen tvivl om, at vi vil komme til at savne Stig meget. Stig er blandt de absolut førende inden for sit fagområde og har stået i spidsen for at bygge et meget stærkt miljøteam op. Samtidig har Stig gennem årene bidraget utrolig flot til firmaets udvikling. Dertil kommer Stigs gode humør og lune, hans omsorg og ordentlighed. Jeg er dog glad for, at vi også fremover har et stærkt hold, der kan bistå vores kunder inden for området.”

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREVE

Mere end 20.000 personer abonnerer på vores nyhedsbreve og modtager løbende vores juridiske nyheder og publikationer. Nyhedsbrevene giver også et overblik over vores kurser, webinarer og netværksmøder, og fra tid til anden indeholder de information om særlige arrangementer inden for de områder, du interesserer dig for. Vi ser frem til at dele vores viden om juridiske emner med dig.