En branche med internationalt udsyn
Klint rådgiver om en bred vifte af aspekter inden for offshore-branchen. Særligt de projektrelaterede forhold inden for vedvarende energi optager ham en stor del, hvor han blandt andet hjælper danske og internationale klienter med kontrakter og forhandling, men også tvister. Sagerne er ofte komplekse, men det er også det, som driver Klint. At overkomme udfordringerne og nå i mål med opgaven i tæt samarbejde med klienten.
”Det er ret typisk for den slags sager, at det er meget intensive forløb, når forberedelser og forhandling står på, og derfor føles belønningen også ekstra stor, når det hele lykkes. At spille en lille brik i den grønne omstilling er også i sig selv motiverende – og at det sker i et internationalt regi, hvor landegrænserne ikke er en hindring. I de projekter, som vi arbejder med, skal der typisk være et meget årvågent fokus på balancen mellem de juridiske og kommercielle hensyn. At finde det gode kompromis i den balance er spændende hele tiden at jagte og blive bedre til at mestre.”
Klint har altid været fascineret af store tekniske konstruktioner og ingeniør-faglige emner. Derfor faldt det også helt naturligt, at han i sit første job hos advokatfirmaet Plesner kom til at bistå arkitekter og ingeniører i rådgiver-ansvarssager. Et job, der senere trak over i en stilling hos DONG Energy (nu Ørsted), hvor de tekniske emner i endnu højere grad stod i kø, og hvor store og komplicerede offshore-konstruktionsprojekter, f.eks. i UK, Norge og Sydkorea, gav arbejdslivet en ekstra og international dimension.