Landsrettens dom
Landsretten fandt det godtgjort, at sagsøgte vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den indeholdte A-skat og AM-bidrag, og at selskabet dermed ikke ville kunne afregne beløbene til forfaldstid. Betingelserne for nulstilling var dermed opfyldt.
Spørgsmålet var herefter, om kravet var forældet, og parterne var i den forbindelse enige om, at kravet er underlagt den 3-årige forældelse i forældelseslovens § 3, stk. 1, og ikke de særlige frist- og forældelsesregler i skatteforvaltningsloven.
Landsretten udtalte i den forbindelse, at det er en forudsætning for Skattestyrelsens afgørelse om nulstilling, at styrelsen var bekendt med, at sagsøgte eller hans far, som var direktør i selskabet, vidste eller burde have vidst, at der ikke var realitet bag de indeholdte beløb, og at selskabet ikke kunne betale beløbet til forfaldstid. Landsretten fandt, at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at antage, at Skattestyrelsen havde de nødvendige oplysninger for at foretage denne vurdering allerede ved konkursdekretets afsigelse den 9. maj 2017 eller på et tidspunkt inden den 18. maj 2017 (3 år før afgørelsen). Landsretten lagde til grund, at Skattestyrelsen først på et senere tidspunkt – efter den 18. maj 2017 – på baggrund af oplysninger fra kurator havde det fornødne grundlag for at foretage vurderingen og træffe afgørelse om nulstillingen. Kravet var derfor ikke forældet, da Skattestyrelsen traf afgørelse.
På den baggrund fik Skatteministeriet medhold i, at de formelt indeholdte A-skatter og AM-bidrag ikke skulle godskrives sagsøgte.
Skatteministeriets interesser for domstolene blev varetaget af advokat Tim Holmager bistået af advokat Tony Sabbah.
