Principiel dom om indeholdelsespligt og hæftelse ved arbejdsudleje

Skatteministeriet får medhold i, at et entreprenørselskab hæftede for skat og AM-bidrag for udenlandsk arbejdskraft lejet gennem to danske selskaber.

Skatteministeriet får medhold i, at et entreprenørselskab hæftede for skat og AM-bidrag for udenlandsk arbejdskraft lejet gennem to danske selskaber.

Sagens baggrund

Et entreprenørselskab havde lejet udenlandsk arbejdskraft gennem to andre danske selskaber.

Skattemyndighederne traf afgørelse om, at entreprenørselskabet var forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat og AM-bidrag for den udenlandske arbejdskraft, og at selskabet hæftede for den manglende betaling.

Retssagen og dens grundlag

Entreprenørselskabet var ikke enig i skattemyndighedernes afgørelser og anlagde sag ved domstolene, hvor sagen som følge af sin principielle karakter blev behandlet af tre dommere.

Det var under retssagen ikke omtvistet, at den udenlandske arbejdskraft var omfattet af kildeskattelovens regler om arbejdsudleje.

Tvisten drejede sig navnlig om, hvorvidt entreprenørselskabet (eller de andre danske selskaber) var forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat og AM-bidrag for den udenlandske arbejdskraft og i givet fald hæftede for den manglende indeholdelse. Entreprenørselskabet gjorde i den forbindelse også gældende, at skattemyndighederne ikke havde foretaget en tilstrækkelig sagsoplysning.

Rettens afgørelse

Retten udtalte, at det følger af ordlyden af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, og stk. 5, 1. pkt., § 43, stk. 2, litra h, og § 46, stk. 1, og forarbejderne hertil, at indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres, og at en arbejdsudlejet person fortsat anses for at have udenlandsk arbejdsgiver, selv om vedkommende er videreformidlet gennem en dansk virksomhed.

Med henvisning hertil, og idet til retten lagde til grund, at de to andre danske selskaber alene videreformidlede de udenlandske arbejdstagere, fandt retten, at entreprenørselskabet var forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag for den udenlandske arbejdskraft.

Retten fandt endvidere, at entreprenørselskabet ikke havde godtgjort, at selskabet ikke havde udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Entreprenørselskabet hæftede derfor for den manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag.

Der var i øvrigt ikke grundlag for at antage, at der ikke havde været et fuldt tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, da Skattestyrelsen og Landsskatteretten traf afgørelse. Retten bemærkede i den forbindelse, at det var entreprenørselskabet, der skulle tilvejebringe oplysninger om beregningsgrundlaget.

Skatteministeriet blev derfor frifundet, således at Landsskatterettens forudgående afgørelse (SKM2020.546.LSR) blev opretholdt.

Sagen blev varetaget af advokat Mattias Chor.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.