Sagens baggrund
Sagen handlede om tre landmænd, der gennem en længere årrække havde drevet deres landbrugsvirksomhed som personligt ejede virksomheder, som var placeret i deres respektive virksomhedsskatteordninger.
Som led i generationsskifter overdrog landmændene delvist ejerskab til landbrugsvirksomhederne til deres børn. Overdragelserne fandt sted i 2001, 2008, 2012 og 2013, og købesummerne blev berigtiget ved, at landbrugsvirksomhederne ydede lån til børnene (sælgerfinansiering). Alle udlån var uden afdragsprofil og sikkerhedsstillelse.
Skattemyndighederne fandt, at udlånene var båret af private interesser, og at udlånene derfor skulle anses for hævet i landmændenes respektive virksomhedsskatteordninger i indkomstårene 2012, henholdsvis 2013, som var første år inden for den ordinære ansættelsesfrist på tidspunktet, hvor SKAT traf afgørelse.
Østre Landsrets dom
Landmændene indbragte Landsskatterettens afgørelser for domstolene, hvor sagen blev henvist til Østre Landsret som 1. instans som følge af sin principielle og vidererækkende karakter.
Landsretten udtalte, at en virksomhed omfattet af virksomhedsskatteordningen kan yde lån, uden at dette anses for en overførsel efter virksomhedsskattelovens § 5, forudsat at lånene har erhvervsmæssig karakter. Hvis virksomheden derimod finansierer privat långivning, herunder til en ægtefælle eller nært beslægtede, er der tale om overførsel af værdier til den skattepligtige i henhold til § 5, og lånet skal i givet fald anses for hævet ud af virksomhedsskatteordningen.
Hvorvidt et lån ydet til virksomhedsejerens ægtefælle eller andre nært beslægtede er et privat og derfor virksomheden uvedkommende lån, beror ifølge landsretten på en konkret vurdering af, om lånet er ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition og på markedsvilkår, herunder om lånet er ydet på armslængdevilkår. Landsretten udtalte i den forbindelse, at det var op til landmændene at godtgøre, at lånene blev ydet på armslængdevilkår.
Landsretten fandt på baggrund en sådan konkret vurdering, at ingen af lånene kunne anses at have erhvervsmæssig karakter, og lånene kunne derfor ikke kunne indgå som aktiver i landmændenes virksomhedsskatteordninger.
Landsretten fandt endvidere, at skattemyndighederne havde været berettiget til at anse lånene for hævet ud af landmændenes virksomhedsskatteordninger i indkomstårene 2012 og 2013, selvom lånene blev etableret og medtaget som aktiver i virksomhedsskatteordningerne i tidligere indkomstår. Landsretten henviste til, at landmændene i de forudgående år, hvor lånene også var medtaget som aktiver, alene havde været undergivet den foreløbige beskatning, som virksomhedsskatteordningen indebærer, og at lånene også var medtaget som aktiver i de indkomstår, hvor skattemyndighederne havde anset lånene for hævet ud af virksomhedsskatteordningerne. Landsretten bemærkede, at resultatet i øvrigt er i overensstemmelse med skattemyndighedernes adgang til at korrigere en fejlagtigt opgjort indskudskonto.
At skattemyndighederne ikke tidligere havde grebet korrigerende ind over for, at lånene indgik som aktiver i virksomhedsskatteordningerne, kunne ifølge landsretten i øvrigt ikke sidestilles med en positiv afgørelse om spørgsmålet.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Skatteministeriets interesser blev for Østre Landsret varetaget af advokat Mattias Chor i samarbejde med Søren Horsbøl Jensen og advokat Malthe Gade Jeppesen.
