Ryanair fortsætter afsøgningen af grænser i statsstøtteretten

Nye sager hos Retten

Siden oktober 2024 har Ryanair anlagt fem nye annullationssøgsmål mod Kommissionen, som nu afventer behandling af Retten. I sagerne fortsætter Ryanair med at anfægte Kommissionens afgørelser om Covid-19-støtte tildelt luftfartsselskaber.

Dom i sag om redningsstøtte til TAP

Retten afsagde den 5. februar 2025 dom i sag T-743/21, Ryanair DAC mod Kommissionen (TAP II). I sagen fik Ryanair ikke medhold i sin påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 16. juli 2021 (SA.57369) om at godkende redningsstøtte til det statsejede portugisiske luftfartsselskab TAP.

Dommen udspringer af et længere sagsforløb, hvor Kommissionen første gang den 10. juni 2020 fandt støtten forenelig, men hvor Retten annullerede Kommissionens afgørelse herom i sag T-465/20, Ryanair DAC mod Kommissionen (TAP I). I TAP I-dommen fik Ryanair medhold i, at Kommissionen ikke havde undersøgt, om TAP tilhørte en koncern som omhandlet i pkt. 22 i R&R Guidelines. Retten var dermed ikke i stand til at efterprøve opfyldelsen af de resterende betingelser i pkt. 22 – dvs. om vanskelighederne var resultatet af en vilkårlig omkostningsfordeling i koncernen, og om de var for alvorlige til, at TAP-koncernen selv kunne løse dem – hvorfor Retten annullerede afgørelsen.

Kommissionen traf derefter den 16. juli 2021 den afgørelse, som blev behandlet i TAP II-dommen. Denne gang frifandt Retten Kommissionen, bl.a. fordi Ryanair ikke havde påvist, at de ovenfor nævnte betingelser i pkt. 22 i R&R Guidelines ikke var opfyldt.

Ryanair fortsætter sin prøvelse af støtte tildelt SAS

To af Ryanairs nye annullationssøgsmål er særligt interessante i dansk kontekst, da de vedrører henholdsvis den rekapitaliserings- og omstruktureringsstøtte, som Danmark og Sverige har tildelt SAS.  

Kommissionen gennemførte på  baggrund af Rettens annullation i sag T-238/21, Ryanair mod Kommissionen (SAS II), en formel undersøgelse og traf den 29. november 2023 en ny afgørelse om at godkende den rekapitaliseringsstøtte, som i 2020 blev tildelt SAS (SA.57543/SA.58342). Den 27. december 2024 fremsendte Ryanair sin stævning angående denne nye godkendelse (sag T-687/24). Af den offentliggjorte stævning i EU-tidende fremgår, at Ryanair anfægter Kommissionens anvendelse af en del af punkterne i de midlertidige Covid-19-rammebestemmelser.

Omstruktureringsstøtten blev godkendt af Kommissionen den 28. juni 2024 (SA.110687/SA.110688), og stævningen er fremsendt af Ryanair til Retten den 13. december 2024 (sag T-649/24). Af Ryanairs stævning ser det umiddelbart ud til, at alle led af Kommissionens forenelighedsvurdering anfægtes, fra støtteberettigelse til proportionalitet. Endvidere gør Ryanair gældende, at Kommissionen burde have åbnet den formelle undersøgelse, jf. artikel 108, stk. 2, TEUF.

Andre nyanlagte sager

To af de resterende tre nyanlagte sager omhandler en italiensk kompensationsordning for luftfartsselskaber med licens i Italien. 

Kommissionens oprindelige godkendelse af denne ordning blev annulleret af Retten i sag T-268/21, Ryanair mod Kommissionen. Rettens dom blev appelleret til Domstolen, som 23. januar 2025 i sag C-490/23 P, Neos mod Ryanair og Kommissionen, annullerede 

Rettens dom, og hjemviste sagen – se nærmere om denne dom nedenfor. 

Ryanairs nye stævninger er fremsendt til Retten den 16. og 17. oktober 2024 – og dermed forinden Domstolens dom af 23. januar 2025 i sag C-490/23 P. I  sagerne anfægter Ryanair Kommissionens fornyede godkendelse af den italienske kompensationsordning (SA.59029/T-539/24) samt Kommissionens afgørelse om forlængelse af ordningen (SA.109677/T-538/24). 

Den sidste nye sag angår spørgsmålet om, hvornår Kommissionen i henhold til procedureforordningens artikel 13, stk. 1 og 2, skal træffe afgørelse om påbud om indstilling af udbetalingen af støtte og foreløbig tilbagebetaling af støtte, mens en formel undersøgelse pågår (sag T-629/24). Sagen vedrører en prøvelse af en beslutning, som Kommissionen har truffet som led i den formelle undersøgelse i SA.57153 om støtte til Lufthansa.

Nye sager ved EU-Domstolen

Foruden ovenstående sager er Ryanair fortsat part i en del nyere domme og verserende appeller ved Domstolen. For at give et overblik over disse har vi nedenfor opdelt dem i forhold til de EU-retlige spørgsmål, der rejses. 

Støttemodtagerbegrebet

En del af de verserende sager hos Domstolen er appeller af domme mellem de samme parter om samme retlige spørgsmål. 

Det drejer sig om appeller iværksat i Rettens sag T-494/21 (EU-Domstolens sager C-193/24 P og C-167/24 P), sag T-216/21 (EU-Domstolens sager C-166/24 P og C-192/24 P) og sag T-146/22 (EU-Domstolens sager C-266/24 P, C-289/24 P og C-269/24 P). Såvel sag T-494/21, sag T-216/21 som sag T-146/22 vedrører appeller af domme, som oprindeligt blev anlagt ved Retten af Ryanair.  

Fælles for de verserende sager er, at de alle omhandler spørgsmålet om fortolkning og fastlæggelse af ”støttemodtager”-begrebet. I hovedtræk gør appellanterne (Air France-KLM, Société Air France, KLM og Kommissionen) gældende, at Retten i de appellerede domme begik en fejl, da den fandt, at hele koncernen var støttemodtager og derfor annullerede Kommissionens afgørelser (SA.59913, SA.57082 og SA.57116) om, at støttemodtageren alene var en af flere enheder inden for koncernen. 

I de appellerede domme udtalte Retten, at flere forskellige juridiske enheder kan anses for at danne én enkelt økonomisk enhed med henblik på anvendelsen af statsstøttereglerne. Retten fandt, at holdingselskabet Air France-KLM, Air France og KLM var at anse som én enkelt økonomisk enhed som følge af de kapitalmæssige og organisatoriske, funktionelle samt økonomiske forbindelser mellem disse. Den fordel, der fulgte af de omhandlede foranstaltninger, tilfaldt dermed både holdingselskabet, Air France og KLM som støttemodtagere.

De aftalemæssige mekanismer, som var indført, for at sikre, at fordelen alene blev indrømmet enten KLM eller Air France og deres datterselskaber som støttemodtagere, førte ifølge Retten ikke til en anden vurdering.

Efter Rettens dom i sagerne T-216/21 og T-416/22 – og mens vi venter på Domstolens behandling af appelsagerne – har Kommissionen i juli 2024 truffet nye afgørelser i SA.57082 og SA.57116, hvor den har fulgt Rettens domme, og fundet, at selvom koncernen er støttemodtager, og støtten således skal kumuleres, så kan støtten godkendes. Afgørelserne blev offentliggjort i EU-tidende den 20. januar 2025, så de kan fortsat anfægtes. Kommissionen har ikke truffet ny afgørelse i SA.59913, da Air France har tilbagebetalt den tildelte støtte. 

Rekapitaliseringsstøtte

Den 7. november 2024 afsagde Domstolen dom i sag C-588/22 P, Ryanair mod Kommissionen. 

Sagen angår Ryanairs appel af Rettens dom i sag T-657/20, Ryanair mod Kommissionen (Finnair II), hvor Retten frifandt Kommissionen, og opretholdte afgørelsen af 9. juni 2020  

(SA.57410) om, at rekapitaliseringsstøtte tildelt Finnair var forenelig støtte. 

Domstolen stadfæstede Rettens dom. 

Domstolen tilsluttede sig Rettens vurdering, hvorefter Kommissionen med rette fandt det nødvendigt at tilpasse visse elementer i de midlertidige Covid-19-rammebestemmelser for at tage højde for private investorers betydelige deltagelse i rekapitaliseringen, og at den finske stat var eksisterende aktionær i Finnair. 

Kommissionens begrundelsespligt i afgørelser om Covid-19 støtteforanstaltninger

Endelig afsagde Domstolen den 23. januar 2025 dom i sag C-490/23, Neos mod Ryanair og Kommissionen, som også er nævnt ovenfor.

Dommen vedrører en appel af Rettens dom i sag T-268/21, Ryanair mod Kommissionen, hvor Retten annullerede Kommissionens afgørelse af 22. december 2020 (SA.59029) om godkendelse af den italienske kompensationsordning for luftfartsselskaber med licens i Italien for skader forårsaget af Covid-19.

Den italienske ordning indeholdt i alt fire betingelser for støttetildeling. Den for sagen centrale betingelse var et mindstelønskrav, hvorefter tildeling af støtte forudsatte, at luftfartsselskaber med hjemmebase i Italien samt ansatte i tredjemandsvirksomheder, der deltog i selskabets virksomhed, som minimum skulle betales mindstelønnen, som fastsat i en national kollektiv overenskomst for luftfartssektoren i Italien. 

I den appellerede dom fandt Retten, at Kommissionen havde tilsidesat begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF, da den alene havde undersøgt mindstelønskravets forenelighed med artikel 107 og artikel 108 TEUF samt artikel 8 i Rom I-forordningen. Retten udtalte, at den dermed ikke kunne efterprøve kravets forenelighed med andre bestemmelser i EU-retten – og dermed heller ikke kunne vurdere, om foranstaltningen i sin helhed var forenelig med det indre marked.

Domstolen udtalte, at den begrundelsespligt, som påhviler Kommissionen, var opfyldt ved, at Kommissionen havde begrundet overholdelsen af artikel 8 i Rom I-forordningen og anført, at foranstaltningen ikke udgjorde en tilsidesættelse af andre bestemmelser i EU-retten. Det betyder, at begrundelsespligten ikke indebærer, at Kommissionen i hvert enkelt tilfælde udtrykkeligt skal begrunde overholdelsen af alle andre relevante EU-retlige regler eller principper end statsstøttereglerne. 

Domstolen hjemviste sagen til Retten med henblik på behandling af Ryanairs øvrige anbringender.

Med dommen kan vi derfor se frem til en vurdering fra Retten af de øvrige af Ryanairs anbringender i anfægtelsen af Kommissionens afgørelse af 22. december 2020 om den italienske kompensationsordnings forenelighed med det indre marked. 

Dommen skal ses i lyset af Ryanairs nyanlagte annullationssøgsmål i sag T-538/24 og T-539/24, som er behandlet ovenfor, og som angår de øvrige afgørelser i samme sagskompleks

Hvad er status?

Ud fra antallet af nyanlagte sager kan det udledes, at Ryanair ikke har mistet kampgejsten med hensyn til at anfægte Kommissionens afgørelser om Covid-19-støtte til konkurrerende luftfartsselskaber. 

Tværtimod er der fortsat en række fremtidige domme i vente, hvor Retten og Domstolen igen skal tage stilling til Ryanairs påstande om annullation af Kommissionens afgørelser vedrørende emner såsom rekapitaliserings- og omstruktureringsstøtte, fastlæggelse af støttemodtagerbegrebet, afgørelse om påbud og indstilling efter procedureforordningen og endelig det i flere af sagerne rejste spørgsmål om samspillet mellem statsstøttereglerne og reglerne om fri bevægelighed. 

Det bliver derfor spændende at følge med i, hvilken betydning disse nye sager vil få for udviklingen af retspraksis på området. Vi vil selvfølgelig særligt følge med i de to nye anlagte sager vedrørende SAS, hvor det bliver interessant at se, om der nu kan sættes et endeligt punktum vedrørende den tildelte støtte.