En tidligere ansat i et kommunalt rehabiliteringsteam videregav personoplysninger om 89 borgere til en journalist på Dagbladet Information for at gøre opmærksom på, hvad den ansatte opfattede som kritisabel og ulovlig sagsbehandling i kommunen. Forud for videregivelsen havde den ansatte desuden opbevaret oplysningerne på sin bopæl.
Oplysningerne angik bl.a. borgernes diagnoser samt psykiske og sociale forhold, og der var derfor tale om følsomme personoplysninger.
Spørgsmålet for Højesteret var, om videregivelsen af oplysningerne var berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse. Sagen angik desuden spørgsmålet, om opbevaring af oplysningerne var i strid med straffeloven.
Offentligt ansattes videregivelse af fortrolige oplysninger er som udgangspunkt strafbart, medmindre videregivelsen er en berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, jf. straffelovens § 152 e, nr. 2. Om videregivelsen er berettiget, beror på en afvejning af på den ene side hensynet til den samfundsmæssige interesse, der varetages ved videregivelsen, og på den anden side hensynet til den oplysningerne omhandler.
Højesteret fandt, at videregivelsen ikke var berettiget bl.a. fordi, der var tale om ”særdeles følsomme oplysninger”. Det er værd at bemærke, at de databeskyttelsesretlige reglers kategorisering af typer af personoplysninger således fik betydning for fortolkningen af straffelovens regler om tavshedspligt.
Lov om beskyttelse af whistleblowere kunne ikke medføre straffrihed. Højesteret lagde her vægt på, at en vurdering svarende til den, der skal foretages efter straffelovens § 152 e, nr. 2, ifølge lovens forarbejder kan være retningsgivende, når det skal vurderes, om en tavshedspligt kan anses for tilsidesat efter whistleblowerloven.
Højesteret fandt desuden, at opbevaringen af oplysningerne var i strid med straffelovens § 155 om misbrug af offentlig tjeneste eller hverv til at krænke privates eller det offentliges ret.

