Tillykke med studiepladsen: En kort guide til den nye jurastuderende

Hvordan kickstarter du karrieren som nyudklækket jurastuderende og senere som studentermedhjælper på dit kommende studiejob? Stud.jur. Tenna Harpsøe har samlet tre råd til såvel din første studietid som din første jobansøgning.

Hvordan kickstarter du karrieren som nyudklækket jurastuderende og senere som studentermedhjælper på dit kommende studiejob? Stud.jur. Tenna Harpsøe har samlet tre råd til såvel din første studietid som din første jobansøgning.

Netop i dette øjeblik betræder cirka 1.969 nye jura- og erhvervsjurastuderende for første gang gangene rundt omkring på de danske universiteter. Men hvad er det i virkeligheden for en tid, de studerende går i møde, når introugens tømmermænd har lagt sig?

For blot få år siden var antallet af studerende langt mindre, end hvad tilfældet er i dag. Universiteterne er i vokseværk – og det kan mærkes på de studerende. Dit nye juraliv vil allerede i løbet af de første par uger blive fyldt op med en masse nye indtryk, et nyt pensum, og for de fleste et til tider helt nyt sprog med begreber såsom ’adækvans’ og ’contra legem’.

Tre råd til dit første semester

Der vil være mange gode råd at hente fra både ældre studerende, undervisere, studierådgivere og tutorer, som fortæller dig, hvor du skal placere dit faglige fokus. Jeg har samlet et par af de råd, der kan gøre starten på din studietid mere overskuelig og måske endda billigere.

1. Bliv medlem af dit studies Facebook-gruppe

Der findes et utal af Facebook-grupper, hvor studerende deler tips og tricks. Den klassiske beskrivelse af jurastuderende med spidse albuer synes ikke at holde stik. De fleste er ekstremt gavmilde i disse grupper, hvor de flittigt deler ud af deres mange råd. Du vil kunne finde information om diverse jobopslag, events og eksaminer.

2. Køb dine bøger brugt

Juridiske lærebøger er ikke altid billige. Det kan derfor være en god ide at gøre op med sig selv, om man behøver bøgerne fra ny, eller om man kan nøjes med at købe dem brugt. Forinden du køber dine bøger, skal du være opmærksom på hvilken udgave, du skal bruge.

3. Bliv medlem af en studenterforening

Et medlemskab af en studenterforening kan vise sig at være en god investering. Medlemskabet indebærer, at du lærer studerende at kende på tværs af årgangene samtidig med, at du engagerer dig i universitets studieliv.

Tre råd til din første jobansøgning

Der findes efterhånden et hav af muligheder for at blive ansat som studentermedhjælper i bl.a. offentlige myndigheder, små og store advokatkontorer, virksomheder og tænketanke.

Vender vi blikket konkret mod Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith, er antallet af studentermedhjælpere  - ligesom antallet af studerende - støt stigende. For blot fem år siden havde vi 39 studerende ansat. I dag er dette tal steget til 59.

Vejen til stud.jur. hos os kan imidlertid føre i mange forskellige retninger. Det store antal af studerende medfører, at der ikke er én ensporet vej, og det tilfører firmaets studentergruppe mangfoldighed. Er du interesseret i at søge et job hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith, skal det derfor ikke holde dig tilbage, at din juridiske karriere er startet anderledes end dine medstuderendes. Men husk at tage det med ro, du er jo kun lige startet på dit nye studie.

Foruden råd til din studiestart har jeg samlet tre råd, du kan lade dig inspirere af, når du på et senere tidspunkt skal skrive din første studierelevante jobansøgning.

1. Fortæl om dine kvalifikationer og kom med uddybende eksempler

Det kan være intetsigende for vedkommende, der læser din ansøgning, hvis du blot slynger ud med flotte begreber om dig selv uden at være konkret. Det efterhånden velkendte jobansøgningseksempel er, at du kan håndtere stressede situationer og holde mange bolde i luften på en gang. Det er en rigtig god egenskab, men sørg for at underbygge det med et konkret eksempel, der illustrerer, at du besidder disse egenskaber.  

2. Inddel din ansøgning i korte afsnit

En god idé er at inddele sin ansøgning i korte afsnit og sørge for, at hvert afsnit har et bestemt fokus. Dermed ikke sagt, at du skal give disse afsnit overskrifter. Det kan være, at et afsnit kan omhandle din erhvervsmæssige erfaring og hvilke kompetencer dine tidligere stillinger har givet dig. Et andet afsnit kan omhandle dine personlige kvalifikationer, og hvordan du mener, at disse vil gavne den søgte stilling. Husk, strukturen i din ansøgning.

3. Vær opsøgende

Et eller flere afslag, før du får dit næste studiejob, er ikke ualmindeligt, når man tager antallet af jurastuderende i hele landet i betragtning. Fik du ikke jobbet i første omgang? Så prøv at kontakte arbejdsgiveren og find ud af, hvad du kan gøre for at komme i betragtning til næste gang.

Har dine tutorer og ældre medstuderende allerede fortalt dig, at du tidligst kan få et studiejob efter, at du har afsluttet 2. år på jurastudiet, men hungrer du efter at prøve kræfter hos et advokatfirma på et tidligere tidspunkt, så læs min kollega Nicoles artikel om, hvad du kan gøre her.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREVE

Her kan du tilmelde dig ét eller flere af vores nyhedsbreve, som vi udgiver løbende.