Tre råd jeg ville ønske, jeg havde fået, da jeg begyndte at læse jura

Da jeg med hastige skridt nærmer mig afslutningen på fem og et halvt års uddannelse, ser jeg tilbage på min studietid og kommer med de råd, som ville have været nyttige for mig tidligere på studiet.

Da jeg med hastige skridt nærmer mig afslutningen på fem og et halvt års uddannelse, ser jeg tilbage på min studietid og kommer med de råd, som ville have været nyttige for mig tidligere på studiet.

Lige for tiden bugner det med anonyme opslag på diverse jura-Facebook-grupper om folk, der har dumpet fag og søger rådgivning fra andre til, hvordan de skal klare sig fremadrettet. Jura er svært – det behøver ikke være så tabubelagt.

1. Brug og søg hinanden

Vi har alle brug for at hjælpe og støtte hinanden. Måske har din ven nogle supergode copy-paste noter, måske kan I “gå til eksamen” hos hinanden inden en mundtlig eksamen, og måske får du meget ud af at dele det med din studiemakker, når du har haft en dårlig oplevelse til en eksamen frem for at skrive et anonymt opslag på en Facebook-gruppe.

Man får enormt meget ud af at dele sin viden med andre, hvis man har knækket koden på en juridisk nød. Det gælder både fagligt og personligt. Omvendt er det, der skal til for at knække nødden somme tider, at man selv beder om en håndsrækning. 

2. Forstå hensynene bag reglerne

Som jurastuderende kender man til spørgsmålet ”Skal I ikke bare lære en masse paragraffer udenad?”

Det troede jeg dybest set også, det handlede om, da jeg første dag dukkede op på Københavns Universitet. Imidlertid er det langt fra sandheden – og faktisk en virkelig dårlig studieteknik.

Jeg har selv gjort mig den erfaring, at det afgørende for at blive dygtig på et givent juridisk område er at forstå essensen og de bagvedliggende hensyn med paragrafferne.

Ved at fordybe sig i meningen bag disse underliggende formål kan man langt bedre benytte sig af reglerne og navigere rundt i dem.

Få censorer vil desuden blive imponeret over, at du kan alle de korrekte paragraftal i en lov udenad. Det er langt mere interessant at tale om, hvordan man korrekt benytter sig af disse.

3. Vær studieaktiv med andet end studiet – og husk at holde fri

Det kan godt blive lidt kedeligt at sidde helt alene bag sine tunge juridiske bøger semester efter semester. At have mange bekendtskaber på sit universitet kan gøre pauserne langt sjovere og læsningen lettere at komme igennem.

Du kan eksempelvis melde dig ind i en studenterforening, forsøge dig som tutor eller gruppevejleder, deltage i et processpil, få motion med løbeklubben eller engagere dig i, hvad end du nu finder interessant.

Når jeg tænker tilbage på min studietid, fortryder jeg, at jeg ikke tidligere engagerede mig i studenterforeningsarbejde, da det viste sig at være enormt sjovt og givende. Derudover var min egen deltagelse i et processpil det mest lærerige, jeg har prøvet i mine fem år som jurastuderende – foruden at sikre mig mødet med nogle skønne mennesker.

Sidst men ikke mindst: husk pauserne og fridagene. Mange kan genkende følelsen af dårlig samvittighed på studiet, fordi man altid kan finde noget studierelateret at tage sig til. Et godt råd er at tilrettelægge en ikke alt for tætpakket, men realistisk arbejdsuge og så reelt holde fri, når du holder fri; læs en skønlitterær bog, tag ud og oplev noget god musik, løb en tur eller hyg dig med dine venner til Jura- eller Samf bar.

En fuldmægtigs overvejelser

Som led i mine overvejelser rådførte jeg mig hos min gode kollega, advokatfuldmægtig Helene Amstrup Rasmussen om, hvad hun ville give af gode råd til nuværende studerende.

Vi drøftede, at det var ærgerligt, hvordan der på jurastudiet er skabt en konkurrencekultur blandt de studerende, og hvordan man kan gøre op med den.

Det er vigtigt, at de studerende tager individuelt ansvar for, at der ikke skal være en kultur, hvor folk er bange for at afsløre, at man er en af dem, der har fået en dårlig karakter. Og der kan man jo passende starte med sig selv og vise sårbarhed og mod, hvis det eksempelvis er gået én dårligt til eksamen,” siger Helene.

Vi talte også om, hvordan man kan drage fordel af den fleksibilitet, som studielivet byder på. Helene fortæller:

Jeg havde super meget fart på de første to år på studiet, inden jeg på 5. semester fik en hjernerystelse. Der slog det mig ”hov, jeg kan måske ikke en gang færdiggøre min uddannelse,” og at min personlighed ikke bare skulle defineres af at læse jura.”

”Jeg måtte mærke efter, hvad der ellers kunne være sjovt at tage sig til, og der kom jeg til at tænke på, at jeg virkelig godt kan lide tysk, og hvordan jeg kunne dyrke det. Det førte til et udlandsophold i Berlin for at få en pause fra jura.”

Generelt er Helenes råd til de studerende, at hvis, man synes, noget er sjovt, så skal man få det til at ske. Og det er vigtigt at huske, at man ikke skal gøre alt i CV’ets navn.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.