Værdiansættelse af et anfordringsgældsbrev skal som udgangspunkt ske til kurs pari

Sagens problemstilling

Sagen angik værdiansættelse af en gave, der blev givet ved en gældseftergivelse af to anfordringsgældsbreve, der hver havde en pålydende værdi på 37,2 mio. kr. Værdiansættelsen af gaverne har en betydning for beregningen af gaveafgiften på 15 %. 

Anfordringsgældsbrevene blev oprindeligt udstedt i forbindelse med et generationsskifte af en virksomhed fra far til børn. 

Da faren var gået bort, blev der foretaget en gældseftergivelse af anfordringsgældsbrevene givet af moren til hendes to børn (appellanterne).

Skatteministeriet havde gjort gældende, i overensstemmelse med Skattestyrelsen og Landsskatterettens afgørelser, at gældsbrevene skulle opgøres til kurs 100, hvorefter gavernes værdi var gældsbrevenes pålydende på 37, 2 mio. kr. 

Appellanterne i sagen havde gjort gældende, at værdien af gaverne skal fastsættes efter handelsværdien, der skal opgøres efter appellanternes betalingsevne på gældseftergivelsestidspunktet, hvilket konkret skulle føre til, at gavernes værdi skulle ansættes til ca. kurs 20, det vil sige til en langt lavere værdi end gældsbrevenes pålydende på 37,2 mio. kr

Højesterets dom 

Højesteret udtalte, at det fremgår af boafgiftslovens § 27, stk. 1, at en gaves værdi fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Hvis der ikke eksisterer et marked for omsætning af det pågældende gældsbrev, og det i øvrigt ikke er bestemt eller egnet til omsætning, fandt Højesteret, at det på anden måde må fastsættes, hvilken værdi gældsbrevet har for kreditor. 

Højesteret fandt, at hvis der i en sådan situation er tale om et anfordringsgældsbrev, der er udstedt mellem nærtstående, er rente- og afdragsfrit og ikke indeholder en løbetid, er værdien som det klare udgangspunkt gældsbrevets pålydende (kurs 100). 

Højesteret udtalte videre, at det nævnte udgangspunkt kan imidlertid fraviges, hvis skyldner godtgør, at den pågældende på gældseftergivelsestidspunktet ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev. 

Højesteret fastslog, at der ikke eksisterede et marked for omsætning af de i sagens omhandlede anfordringsgældsbreve, og gældsbrevene var i øvrigt ikke bestemt eller egnet til omsætning. Herefter og henset til gældsbrevenes vilkår måtte værdien af gældsbrevene på gældseftergivelsestidspunktet som udgangspunkt ansættes til deres pålydende på hver 37.2 mio. kr. (kurs 100). 

Højesteret fandt ligeledes, at det kunne lægges til grund, at appellanterne på gældseftergivelsestidspunktet måtte forventes at ville modtage en arv, der ville være betydeligt større end gælden ifølge anfordringsgældsbrevene. Allerede som følge heraf havde appellanterne ikke godtgjort, at de uanset deres økonomiske forhold på gældseftergivelsestidspunktet ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri de pågældende gældsbreve.

Højesteret fandt på den baggrund, at der ikke forelå et grundlag for at fravige udgangspunktet om kurs 100.

Landsretten var nået til samme resultat. 

Skatteministeriets interesser blev varetaget for landsretten af Per Lunde Nielsen og for Højesteret af Sune Riisgaard