Hvad er mellemkommunal refusion?
Når en borger flytter til en ny kommune, er det normalt borgerens nye opholdskommune, der bliver både ”handlekommune” og ”betalingskommune”, hvis borgeren får brug for hjælp. Dette gælder dog ikke altid, når socialt udgiftskrævende borgere flytter mellem kommunegrænser.
For disse borgere er det nemlig i visse tilfælde borgerens tidligere opholdskommune, der fortsætter med at være betalingskommune. I praksis betyder det, at den tidligere opholdskommune kan have en pligt til at refundere den nye opholdskommune en række af de udgifter, den nye opholdskommune afholder vedrørende borgeren. I sådanne situationer taler man om mellemkommunal refusion.
Den nye opholdskommune har dog kun ret til refusion for den støtte, borgeren havde behov for på tidspunktet for flytningen. Hvis borgeren får behov for yderligere støtte efter flytningen, er det den nye kommune, der bliver både handle- og betalingskommune i relation til det nye behov.
Et par vigtige begreber
- Opholdskommune: den kommune som borgeren opholder sig i
- Handlekommune: den kommune der har pligt til at foretage handlinger i relation til borgeren
- Betalingskommune: den kommune der skal betale for de tilbud borgeren tilbydes
Hvornår er der pligt til mellemkommunal refusion?
En tidligere opholdskommune vil typisk have pligt til at foretage mellemkommunal refusion i tre tilfælde.
Pligten til mellemkommunal refusion kan først og fremmes skyldes, at den tidligere opholdskommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til borgerens flytning. Et eksempel på dette kan være, når den tidligere opholdskommune har været med til at beslutte, at en borger får tilbudt ophold i et botilbud i en anden kommune.
En pligt til mellemkommunal refusion kan herudover udspringe af, at en borger benytter sig af ”frit valgs”-ordningen f.eks. i relation til beskyttede boliger.
Endelig kan en opholdskommune have ret til refusion fra en tidligere opholdskommune, når den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der har begrundet, at den nye opholdskommune har måttet stille et socialt tilbud til rådighed for en tilflyttet borger.