I et konkursbo eller som led i en rekonstruktion vil der som oftest være behov for at få afdækket, hvorvidt der er sket dispositioner, der kan henføres til ledelsen, ejerne eller andre som erstatningspådragende eller strafbare.
Der kan eksempelvis være tale om overdragelse af aktiver til underkurs, varetagelse af uvedkommende hensyn, ulovlige ledelses- eller anpartshaverlån, omgåelse af skatte- og/eller afgiftsreglerne eller andre mulige strafbare handlinger.
Undersøgelserne vil tage afsæt i den dokumentation og de oplysninger, som indsamles som led i insolvensbehandlingen med henblik på at afdække hvilke dispositioner, handlinger eller undladelser, der vil være relevante at undersøge nærmere, men også det faktiske hændelsesforløb i forbindelse med de konstaterede forhold.
Kurator og rekonstruktørs uvildige rolle
Ved indledningen af rekontruktions- eller konkursbehandling bliver der udpeget en rekonstruktør eller en kurator.
Konkurslovens § 238 forudsætter, at kurator eller rekonstruktør hverken er en af skyldnerens nærtstående, er afhængig af skyldneren eller har interesse i sagens udfald. Ligeledes må der ikke være andre grunde, der kan give anledning til at drage tvivl om, at kurator eller rekonstruktør er upartisk.
Derfor vil kurator og rekonstruktørs undersøgelser nærmest være at sammenligne med den uvildige advokatundersøgelse.
Foruden kurator eller rekonstruktør bemandes sagerne med vores specialiserede team af advokater, som har mange års erfaring med insolvensret, herunder med undersøgelser af forskellig karakter.