SAGENS OMSTÆNDIGHEDER
Et selskab indledte primo marts 2026 en rekonstruktion ved skifteretten. Rekonstruktør fremsatte efterfølgende et forslag til en rekonstruktionsplan, der skulle behandles på et skifteretsmøde ultimo april 2026. Under skifteretsmødet skulle kreditorer stemme om, hvorvidt forslaget skulle vedtages. Kreditorers stemmer skulle overordnet fordeles ud fra størrelsen af kreditorernes krav mod selskabet.
Der var før mødet umiddelbart stemmeflertal for, at forslaget ikke skulle vedtages. Kort forud for retsmødet betalte kreditor B imidlertid kr. 3,5 mio. til rekonstruktørs klientkonto med instruks om, at beløbet skulle betales til kreditor A for at nedbringe selskabets gæld til denne. Rekonstruktør skulle samtidig stemme for vedtagelse af rekonstruktionsplanen på kreditor B's vegne for det betalte beløb.
Under retsmødet gjorde kreditor A indsigelse mod, at kreditor B kunne opnå stemmeret for det indbetalte beløb, idet kreditor B ønskede at stemme mod forslaget. Skifteretten lagde imidlertid til grund, at kreditor B var indtrådt i denne del af kreditor A's krav, hvorefter skifteretten tillagde kreditor B stemmeret for kr. 3,5 mio. i tillæg til kreditorens øvrige krav. Som følge heraf blev kreditor A's stemmeandel reduceret, således at kreditor A ikke længere havde stemmeflertal. Forslaget blev herefter vedtaget.
KÆREMÅL: BETALING VAR EN ULOVLIG FORDEL
Kreditor A kærede skifterettens kendelse til landsretten, hvor der blev nedlagt påstand om, at kendelsen skulle ophæves, og at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling af afstemningen.
Kreditor A gjorde til støtte herfor gældende, at betalingen fra kreditor B var i strid med konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 3, idet betalingen var foretaget for at indvirke på afstemningen og indebar, at kreditor A blev tilsagt en fordel uden for rekonstruktionen. Det blev gjort gældende, at kreditor B havde betalt kurs 100 for at indtræde i et krav mod et insolvent selskab, hvor der ifølge rekonstruktionsplanen alene var udsigt til en tvangsakkord, og hvor udfaldet af rekonstruktionen i øvrigt var uklart. Kreditor A's krav havde derfor reelt en betydeligt lavere værdi.
Rekonstruktør nedlagde påstand om afvisning af kæremålet, subsidiært stadfæstelse af skifterettens kendelse. Til støtte for stadfæstelse gjorde rekonstruktør gældende, at kreditor B ved betalingen var indtrådt i kreditor A's krav efter reglerne om subrogation, at kreditor B ikke var nærtstående til selskabet, og at betalingen skete for at varetage kreditor B’s økonomiske interesser under rekonstruktionen.
LANDSRETTEN: BETALING VAR I STRID MED KONKURSLOVEN
Landsretten fandt indledningsvist, at skifterettens kendelse ikke var omfattet af kærebegrænsningsreglen i konkurslovens § 249. Kendelsen kunne derfor kæres til landsretten.
Landsretten lagde herefter til grund, at betalingen til kreditor A var foretaget med det formål, at kreditor B skulle opnå stemmeret for det indbetalte beløb og derved opnå kontrol over stemmefordelingen til fordel for forslagets vedtagelse. Landsretten anførte i den forbindelse, at betaling var sket uden forudgående aftale med kreditor A, som først blev orienteret om betalingen umiddelbart før skifteretsmødet.
Landsretten anførte endvidere, at kreditor A ved betalingen havde opnået fuld dækning for kr. 3,5 mio. af kreditorens delvise krav mod selskabet. Dette skete på et tidspunkt, hvor udsigten til fyldestgørelse under rekonstruktionen endnu var uafklaret, og hvor kravet havde en betydeligt lavere værdi. Landsretten fandt på denne baggrund, at kreditor A var blevet tilsagt en fordel uden for rekonstruktionen, og at dette var sket for at indvirke på afstemningen. Dette var i strid med konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 3.
Da skifteretten som følge heraf ville skulle nægte stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag på et senere skifteretsmøde, fandt landsretten, at den fortsatte rekonstruktion måtte anses for udsigtsløs, jf. konkurslovens § 15, stk. 1, nr. 4, jf. § 13 e, stk. 3, nr. 3. Konsekvensen var, at rekonstruktionen skulle ophøre.
Landsretten ophævede herefter skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
