Coronavirus har de sidste måneder spredt sig fra Hubei-provinsen i Kina til en international sundhedskrise ifølge WHO.
Coronavirus har allerede medført, at kontrakter ikke er blevet overholdt, og betydningen for det danske marked bliver større og større. Sundhedsstyrelsen har 5. marts 2020 forhøjet risikovurderingen for et egentligt smitteudbrud i Danmark til moderat. Det er derfor mere og mere aktuelt at overveje de mulige konsekvenser for eksisterende og kommende kontrakter.
Er coronavirus force majeure?
Som udgangspunkt kan en ordregiver gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis en leverandør ikke opfylder sine kontraktuelle forpligtelser – f.eks. leverer til tiden, i aftalt omfang osv.
En undtagelse hertil er force majeure. Force majeure dækker over en upåregnelig begivenhed uden for parternes kontrol, der ikke kan afværges, og som (midlertidigt eller permanent) umuliggør opfyldelse af kontraktuelle forpligtelser. Det kan f.eks. være naturkatastrofer, krig, brand, indførselsforbud m.v. Force majeure vil medføre ansvarsfrihed for den part, der ikke kan levere i henhold til aftalen, så længe force majeure-begivenheden består.
En leverandør, der vil påberåbe sig force majeure, har bevisbyrden for, at der er tale om en force majeure-begivenhed. Leverandøren skal desuden underrette ordregiveren og kan derfor ikke blot undlade at levere i henhold til kontrakten.
Reglerne om force majeure gælder tilsvarende for ordregiver for dennes kontraktuelle forpligtelser over for leverandører.
Hvis en kontrakt indeholder en force majeure-klausul, vil det altid bero på en konkret vurdering af klausulens ordlyd, om coronavirus er omfattet. Det kan f.eks. være angivet, at force majeure omfatter epidemier eller karantæner pålagt af offentlige myndigheder.
Hvis kontrakten ikke indeholder bestemmelser om force majeure, bør lovvalget i kontrakten undersøges. I nogle jurisdiktioner findes nemlig en generel force majeure-doktrin, som kan påberåbes, selv om kontrakten er tavs om dette, mens dette ikke er tilfældet for andre jurisdiktioner. For kontrakter underlagt dansk ret gælder force majeure som en generel retsnorm.
Økonomistyrelsens vurdering
Økonomistyrelsen har den 18. marts 2020 vurderet, at der generelt ikke at foreligge en situation, hvor staten kan påberåbe sig force majeure. Se Økonomistyrelsens vurdering her. Statens forpligtelse er ved de fleste indkøb hovedsageligt at betale for varer og tjenesteydelser. Dette er staten ikke forhindret i som følge af beslutningen om, at medarbejdere i staten skal arbejde hjemmefra. Dette vurderes af Økonomistyrelsen også at gælde det offentlige i øvrigt.
Det er videre Økonomistyrelsens vurdering, at visse leverandører til staten vil kunne påberåbe sig, at manglende eller forsinket levering skyldes force majeure, hvilket vil betyde, at de ikke kan gøres ansvarlige for den misligholdelse, som dette kan føre til. Det vil dog i sagens natur afhænge af den specifikke leverance.
Vi deler Økonomistyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger en situation, hvor man generelt og pr. automatik kan påberåbe sig force majeure. Dette gælder både for ordregiver og for leverandøren. Der skal således altid foretages en konkret vurdering af den enkelte kontrakt og de konkrete forpligtelser. Herunder vil spørgsmålet om, hvorvidt forpligtelsen reelt er umuliggjort i mange tilfælde blive central for, hvorvidt der samlet set er tale om force majeure.
Hardship-klausuler
Uforudsete forhold kan kontraktuelt også være reguleret på andre måder end via force majeure-regimet. Det kan derfor også være relevant at undersøge, om kontrakten f.eks. indeholder en såkaldt hardship-klausul. Hardship-klausuler har til hensigt at regulere situationer, hvor opfyldelse af de kontraktuelle forpligtelser fortsat er mulige, men forpligtelserne grundet de uforudsete begivenheder er blevet usædvanligt byrdefulde som følge af en begivenhed uden for parternes kontrol. Hardship-klausuler medfører oftest en genforhandlingspligt, eller at tredjemand (f.eks. voldgift) træffer beslutning om regulering af aftalen.