En kommunes afslag på førerhund udgjorde ikke en krænkelse af borgerens rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3

Sagens faktum

Sagen handlede om en borger, der var født blind, som ubestridt var omfattet af den personkreds, der kan bevilges en førerhund i medfør af servicelovens § 112. 

Borgeren havde tidligere haft en førerhund, som måtte aflives grundet pludselig sygdom. Borgeren fik i forbindelse med ansøgning om ny førerhund afslag fra kommunen med henvisning til, at borgeren ikke i tilstrækkelig grad kunne færdes selvstændigt med en førerhund, fordi hun, uanset bevilling af en førerhund, var afhængig af hjemmepleje og ledsager, og fordi hun var bevilget anden hjælp i forhold til at kompensere for funktionsnedsættelsen. 

Borgeren indbragte kommunens afgørelse for Ankestyrelsen, som stadfæstede kommunens afgørelse, ligesom borgeren indbragte sagen for Folketingets Ombudsmand. Som følge af afslagene følte borgeren sig indespærret og deprimeret, ligesom borgerens funktionsevne blev forringet grundet den manglende motion. Efter en periode uden førerhund på cirka 3,5 år bevilgede kommunen borgeren en ny førerhund. Bevillingen var begrundet med, at borgeren nu var i stand til at færdes selvstændigt. 

Borgeren udtog herefter stævning med påstand om betaling af kr. 100.000,- og gjorde i den forbindelse gældende, at kommunen havde tilsidesat sine positive forpligtelser efter EMRK’s art. 3 ved at lade borgeren udsætte for umenneskelig og nedværdigende behandling.

Rettens vurdering

Retten fandt ikke grundlag for, at kommunen ved sin sagsbehandling gennem en årrække, hvor kommunen ad flere omgange havde givet afslag på en førerhund, havde handlet i strid med sin positive forpligtelser efter EMRK’s art. 3.

Retten lagde i den forbindelse vægt på, at borgeren i perioden uden førerhund var bevilget en række andre hjælpeforanstaltninger, som netop var bevilget for at afhjælpe borgerens funktionsbegrænsning og isolationstendens.

Retten fandt på den baggrund, at der ikke var tale om sådanne helt særlige omstændigheder, at sagsbehandlingen og de afledte effekter heraf udgjorde en krænkelse af EMRK’s art. 3.

Vores bemærkninger om dommens betydning

Dommen er selvsagt interessant, fordi praksis på området er sparsomt, og fordi retten tager stilling til, om et afslag på et socialt hjælpemiddel udgør en krænkelse af EMRK art. 3.

Retten konkluderer indledningsvist, at EMRK’s art. 3 ikke beskytter socioøkonomiske forhold, medmindre der er tale om ganske særlige omstændigheder.

Dette klare udgangspunkt er i overensstemmelse med praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, bl.a. M.S.S mod Belgien og Grækenland af 21. januar 2011 og N.H. m.fl. mod Frankrig af 2. juli 2020 om staternes behandling af asylansøgere. Heri slår Domstolen fast, at staten ikke har en generel pligt til at sikre, at flygtninge modtager økonomisk bistand med henblik på opretholdelse af en vis levestandard. Domstolen konstaterer videre, at staterne kan have en positiv forpligtelse til at hjælpe personer, der lever i ekstrem fattigdom og mangler helt grundlæggende ting til livets opretholdelse, navnlig hvor disse forpligtelser følger af national lovgivning.

Byrettens dom er efter vores opfattelse også i overensstemmelse med resultatet i den såkaldte svømmepigesag trykt i U.2021.3343H.

Svømmepigesagen omhandlede en pige, som bl.a. var synshandicappet, hvor Lolland Kommune undlod at efterleve Ankestyrelsens afgørelse om, at pigen var berettiget til en støtteperson ved deltagelse i svømmestævner. I sagen påberåbte pigen sig beskyttelsen efter artikel 1 i Tillægsprotokol 1 til EMRK om ret til respekt for sin ejendom, fordi Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om, at hun opfyldte betingelserne for at modtage støtten. Der var derfor tale om en fordring mod det offentlige, som var fastslået ved en afgørelse.

Med henvisning til praksis fra Menneskerettighedsdomstolen slog Højesteret fast, at der ikke kan udledes nogen selvstændig ret til sociale ydelser, og at det således er op til den enkelte stat at fastlægge, hvilke sociale ydelser borgerne har ret til. Højesteret fandt på den baggrund ikke, at kommunen havde krænket nogen ret eller berettiget forventning, der vedrørte socialpædagogisk støtte. 

Højesteret fandt dog, at Lolland Kommunen ved at undlade at efterleve Ankestyrelsens afgørelse havde handlet retsstridigt, men at pigen havde fået tilstrækkelig oprejsning ved Ankestyrelsens kritik af kommunen, hvorfor hun ikke var berettiget til en godtgørelse.

I forhold til svømmepigesagen er det vigtigt at bemærke, at hvis borgeren ikke opfylder betingelserne i national ret for at modtage den sociale ydelse, kan artikel 1 ikke påberåbes alene.

Byrettens dom understreger, at konventionen som det klare udgangspunkt ikke beskytter socioøkonomiske rettigheder, f.eks. ret til bolig, ret til arbejde, ret til fri lægebehandling eller ret til økonomisk bistand til at opretholde en vis levestandard.

Sagen blev ført for kommunen og Ankestyrelsen af partner og advokat Aleksander Lind, Poul Schmith. 

Hvis du arbejder hos en myndighed og har spørgsmål til myndigheders ansvar for menneskeretskrænkelser i forbindelse med dit arbejde, så er du altid velkommen til at tage fat i ham, Paw Fruerlund eller Sune Fugleholm.