Fødselsdagsportræt: En våbendrager fylder 40 år

Passionen lyser ud af partner og advokat Jacob Christian Sølling, når han skal sætte ord på sit arbejde. Der er ingen tvivl om, at her er en mand, der brænder for sit fag, sine klienter, sine medarbejderne – og ikke mindst firmaets kontor i Aarhus. Et kontor, han selv var med til at starte op, da han i 2016 valgte at gribe chancen og rykkede familien med til smilets by. En beslutning, der også har defineret Jacobs karriere, og som i høj grad kendetegner ham: Han har aldrig været bange for at kaste sig ud i ting. Den 5. juli fylder Jacob 40 år.

Passionen lyser ud af partner og advokat Jacob Christian Sølling, når han skal sætte ord på sit arbejde. Der er ingen tvivl om, at her er en mand, der brænder for sit fag, sine klienter, sine medarbejderne – og ikke mindst firmaets kontor i Aarhus. Et kontor, han selv var med til at starte op, da han i 2016 valgte at gribe chancen og rykkede familien med til smilets by. En beslutning, der også har defineret Jacobs karriere, og som i høj grad kendetegner ham: Han har aldrig været bange for at kaste sig ud i ting. Den 5. juli fylder Jacob 40 år.

"Det er udfordrende. Det er spændende"

Jacob er leder af Poul Schmith/Kammeradvokatens forsikringsteam og har stor erfaring inden for blandt andet Financial Lines og generelt erhvervsansvar. Han er specialiseret i tvistløsninger og rådgiver særligt om skadessager, herunder vurdering af krav, dækningsspørgsmål, tvistløsning og regressager. Jacob fandt tidligt ud af, at arbejdet med retssager passede perfekt til ham, og han har i dag møderet for Højesteret.

"En tvist fylder typisk meget for klienten, ofte på en negativ måde, så i de her sager har man mulighed for at skabe en rigtig stor værdi og være mere end bare en advokat, men også en sparringspartner for dem. Det betyder meget for mig at kunne gøre en forskel for nogen, og jeg elsker at tage duellen på klientens vegne i retssalen. Faktisk har jeg altid syntes, det var ekstremt givende at procedere og at skulle overbevise de her dygtige dommere om, at man har ret. Det er udfordrende. Det er spændende."

Jacob er typen, der vader ind i folk med træsko på. Han er ligetil og charmerende, og man fornemmer en oprigtig interesse, når han taler om både sine medarbejdere, kollegaer og klienter. Hver opgave bliver håndteret med stort engagement, og han indrømmer også, at han har svært ved ikke at involvere sig. Klientens sag bliver hans sag:

"Som advokat skal man selvfølgelig kunne distancere sig, hvilket jeg er opmærksom på, men når man går i krig på den måde og er våbendrager for nogen, så synes jeg også, det er en styrke med et stort engagement og indlevelse. Jeg siger tit, at jeg ikke kender til andre stillinger uden for sportens verden, hvor det er så meget 'tab eller vind'. Det er virkelig et job med high and lows, men det er jo også det, jeg elsker ved det – når sagerne skal afgøres, så føler jeg virkelig, at jeg lever."

Aarhus blev det helt rigtige valg

En fremtid i Jylland var ikke, hvad Jacob gik og drømte om i barndomsbyen Virum, men i dag er han glad for, at han tog chancen og tog rykket med familien for at være med til at opstarte Poul Schmith/Kammeradvokatens nye kontor i Aarhus som bare 32-årig.

"Det er helt sikkert et ryk, der har defineret både mig og min karriere rigtig meget. Det var en stor oplevelse og udfordring, som har været givende og lærerig – også for mig personligt. Tidligt fik jeg et unikt indblik i, hvordan man driver et advokatkontor og bygger en advokatforretning op, og så fik jeg mulighed for at lære af og sparre med nogle utroligt dygtige kollegaer. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og komme ud over min comfort zone. Jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i ting eller tage beslutninger – og jeg synes efterhånden også, jeg har lært, at det oftest nok skal gå, og ellers så lærer man af det."

I dag er Jacob stærkt optaget af at styrke og vækste firmaets forsikringsretlige afdeling, og så gør han en dyd ud af sit lederansvar.

"Jeg kerer mig enormt meget om vores kontor i Aarhus, og udviklingen for kontoret betyder virkelig meget for mig. At se de mennesker, jeg har været med til at ansætte og har haft ansvaret for at oplære, udvikle sig og blive unge advokater – det er jeg enormt stolt over, og jeg glæder mig til at se dem blive endnu mere succesfulde og være en del af vores udvikling også fremadrettet. I år er vi flyttet til nye lokaler på Europaplads, hvilket har været en stor milepæl for firmaet, og jeg ser vanvittigt meget frem til de kommende år i vores nye omgivelser."

Fejrer sin fødselsdag i New York

Jacob bor i Skåde syd for Aarhus med sin hustru, Christiane, der er chefkonsulent i Toldstyrelsen, og deres to børn, Tobias på 10 år og Anna på 6 år. Familien betyder meget for Jacob, som har engageret sig i børnenes fritidsinteresser for at kunne bruge så meget tid som muligt sammen med dem. Familien holder også af at rejse sammen og den runde dag skal fejres i og omkring New York. En by, der har en særlig betydning for Jacob, som tidligere har læst i USA og har venner derovre fra dengang.

"Min mor er desuden meget stor Kennedy-fanatiker, og det har fyldt meget i min barndom at høre om Kennedy-klanen, så min gave til mig selv er at se The Kennedy Compound i Massachusetts og Kennedy-museet i Boston, mens vi er afsted," siger Jacob med et lille grin og tilføjer: "Jeg elsker ferier med min familie – så bliver det ikke bedre."

Hold Dig Opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din Indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbrev din nøgle til det hele fra et full-service advokatfirma. Tilmeld dig her.