De store sager
Og helt dumt var det valg ikke, for Paw sidder i dag tungt på et arbejdsområde, der spænder vidt fra store sager om myndigheders forhold, over tvister om menneskerettigheder til komplekse kommercielle og ikke-kommercielle tvister.
”Jeg er utrolig heldig meget ofte at arbejde med sager, der har en direkte betydning for Danmark og for vores hverdag. Hvad enten det handler om corona-pandemiens karantæneregler, hvilken afdeling i et fængsel man kan afsone i efter et kønsskifte. Eller i den helt anden ende af skalaen, sagen om hvorvidt der skal ske uran-minedrift i Grønland. Alle har det til fælles, at de ud over økonomisk betydning også har en væsentlig samfundsmæssig og menneskelig betydning.”
På spørgsmålet om han aldrig ryster på hånden i de sager, hvor der for alle parter er meget på spil, er svaret lige så roligt som Paws fremtoning i øvrigt:
”Når man har siddet med tilpas mange sager med store indsatser, får man en ro i selv de store tunge sager. Den ro kommer så meget desto mere ved, at jeg har vanvittigt dygtige kolleger, der hjælper og udfordrer, og som er med til at kvalitetssikre arbejdet. Og så har jeg den gigantisk fordel, at jeg kan trække på den store viden, vi har i firmaet på tværs af retsområder. Det er meget unikt og en stor styrke at kunne det.”
Der er mange sager, der har gjort indtryk. En sag, der har gjort et særligt indtryk, handlede om en kvindes mulighed for at stedbarnsadoptere et barn født af en betalt surrogatmor. Igen er det sagens samfundsmæssige betydning, der har gjort, at den stadig står meget klart for Paw.
”Sagen rørte ved mange ting. Lovgivningens rammer, Danmarks internationale forpligtelser; hvilket råderum myndighederne, domstole og Folketinget har. Men den handlede også om nogle meget nutidige og svære diskussioner, vi bør tage, om hvad et familieliv er, og hvordan vi hjælper barnløse samtidig med, at vi beskytter surrogatmødre mod udnyttelse. Det er en meget svær balance at skulle opnå.”