Fascination af det komplekse
Da han gik i gang med studierne på Aarhus Universitet, begyndte fascinationen til gengæld hurtigt at brænde i ham. På flere måder, forstår man.
”Det første, jeg for alvor blev fascineret af, da jeg begyndte på studiet, var min kæreste, som jeg mødte på første år,” siger han med et smil, før han fortsætter ad det faglige spor.
”Min interesse blev især fanget af de mere komplekse fag. Nogle af dem, hvor det spændte bredt, f.eks. konkurrenceret. Jeg beskæftiger mig ikke med det mere, men at forstå sammenhængen i reglerne, og hvordan de hænger sammen med det omgivende samfund, det var ret fedt. Det samme gjaldt skatteretten. I dag er jeg selvfølgelig meget optaget af forvaltningsret, energiret og miljøret, men det kom først senere, da jeg begyndte at arbejde med det.”
Det skete nærmere bestemt i 2011, hvor han blev advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle og på den baggrund senere, i 2014, kunne kalde sig advokat. Det blev altså i arbejdslivet mere end på jurastudiet, at hans faglige sti blev trådt til.
En vigtig inspirationskilde
”Jeg var ansat under en meget dygtig advokat, som hed Poul Heidmann og beskæftigede sig med offentlig ret. Det handlede om forvaltningsret, energiret, miljøret og kommunalret, så det var en bred pallette, og man kan roligt sige, at hvis jeg ikke var blevet placeret under ham, kunne det være gået mange andre veje. Det var der, min interesse for det, jeg laver i dag, blev vakt,” siger Kim, som har mange rosende ord til overs for sin gamle chef og mentor.
”Hans interesse var stor og smittende. Og så havde han en række meget spændende sager, hvor man fik lov at være med. Komme med ud til klienterne og se, hvordan det fungerede i det virkelige liv.”
Samarbejdet mellem de to var så godt, at det indirekte kom til at medvirke til, at Kim stoppede hos Bruun & Hjejle og fik ansættelse hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, hvor han har været siden 2015.
”På det tidspunkt stod det klart, at Poul Heidmann skulle stoppe, og derfor var det også naturligt for mig at se, om jeg skulle blive der, eller om jeg skulle prøve noget andet.” Han var bl.a. tiltrukket af Poul Schmith/Kammeradvokaten, fordi det gav mulighed for at føre sager for staten.
”Det betyder noget for mig, at vi er med til at være garant for, at tingene på dette her meget vigtige og omfattende område foregår pænt og ordentligt. Når vi repræsenterer staten, er det også for at sikre, at det går ordentligt for sig. Og at vi kommer ud med et projekt, som vi med sikkerhed kan sige er lovligt,” siger Kim og lader forstå, at det bestemt ikke er en beslutning, han har fortrudt. Arbejdet har levet op til forventningerne og mere til.