DE FØRSTE ERFARINGER MED NIS2 - HER STÅR VIRKSOMHEDERNE LIGE NU
Mange befinder sig stadig i de tidlige stadier af NIS2-arbejdet. Flere ventede på den danske gennemførelseslov, som blev forsinket og først trådte i kraft i juli 2025. Da loven kom, viste den sig at ligge tæt op ad direktivet, og hos mange virksomheder blev den oplevet som lige så abstrakt og svær at tolke. Det fik flere til at udskyde arbejdet yderligere og vente på de officielle vejledninger, som først blev offentliggjort lige inden sommerferien. Resultatet er, at mange først har taget hul på arbejdet i sensommeren.
En central udfordring i det første kvartal har været, at mange virksomheder endnu ikke har afklaret, om de overhovedet er omfattet af NIS2. Fristen for selvregistrering var 1. oktober, og det har skabt stor usikkerhed. Myndighederne har heller ikke det fulde overblik og vil formentlig begynde at følge op ved at kontakte virksomheder, de forventer burde være registreret.
Men signalet er klart: Reglerne gælder allerede, og manglende handling kan føre til skarp kritik. At ignorere NIS2 er derfor ikke en mulighed, selvom den hårde bødeblok ikke er taget i brug endnu.