Introduktion af ny ”størrelseskategori”
Forslaget introducerer en ny størrelseskategori af virksomheder betegnet "small mid-cap”. Kategorien omfatter virksomheder, som ikke kvalificerer som små og mellemstore virksomheder i henhold til henstilling 2003/361/EF, men som beskæftiger under 750 personer og har en årlig omsætning under 150 mio. EUR eller en årlig samlet balance på under 129 mio. EUR. Small mid-cap virksomheder klassificeres som udgangspunkt som ’vigtige enheder'. Klassificeringen har betydning for bødeniveau og tilsynsintensitet.
Udvidelse og præcisering af anvendelsesområdet
Anvendelsesområdet udvides til at omfatte udbydere af digitale identitetsløsninger, som uanset størrelse klassificeres som væsentlige enheder. Endvidere omfattes eksplicit operatører af ”submarine datatransmissionsinfrastruktur” (undersøiske datakabler og tilhørende landingsinfrastruktur), som ikke i alle tilfælde er omfattet af det nugældende NIS2-direktiv. Enheder med strategisk dual-use infrastruktur (infrastruktur med både civile og militære anvendelsesmuligheder) omfattes ligeledes. Ændringerne afspejler den sikkerhedspolitiske udvikling siden NIS2-direktivets vedtagelse i 2022.
På kemikalieområdet begrænses anvendelsesområdet til fremstilling og produktion, hvorved distributører udgår som omfattet enhedstype. På sundhedsområdet præciseres enhedstypen sundhedstjenesteydere, således at visse ydelser, herunder langtidspleje med henblik på støtte til rutinemæssige dagligdags opgaver, ikke omfattes af NIS2-direktivets anvendelsesområde.
